23948sdkhjf

Ø: Forbyd farlige ftalater i medicinsk udstyr

Enhedslisten forstår ikke, at sundhedsministeren ikke vil forbyde de fire typer plastikblødgørende ftalater, der netop er blevet forbudt i forbrugsprodukter som badeforhæng, tandbørster og voksduge, i medicinsk udstyr.
Det vil være i strid med EU-lovgivningen, hvis Danmark indfører et generelt forbud mod bestemte typer ftalater i implantater, katetere, blodposer og andet medicinsk udstyr, siger sundheds- og forebyggelsesminister Astrid Krag i et svar til enhedslistens Per Clausen.

Enhedslisten spurgte for nylig ministeren, om hun vil tage initiativ til at sikre, at de fire typer plastikblødgørende ftalater, der netop er blevet forbudt i forbrugsprodukter som badeforhæng, tandbørster og voksduge, også bliver forbudt i implantater, katetre, blodposer og andet medicinsk udstyr, som ofte er i kontakt med kroppen.

Sundhedsministeren mener grundlæggende, at brugen af ftalater i medicinsk udstyr som f.eks. katetre og blodposer skal begrænses mest muligt. Men det forudsætter, at der findes sikre og effektive alternativer til medicinsk udstyr, som indeholder ftalater.

På nuværende tidspunkt er der ikke fornødent grundlag for at konkludere, at de pågældende ftalater generelt er farlige at anvende i medicinsk udstyr og der er heller ikke fornødent grundlag for at indføre et generelt forbud mod bestemte typer ftalater, mener ministeren, som i forbindelse med forhandlingernes om EU Kommissionens ny forordning om medicinsk udstyr i slutningen af denne måned vil sætte fokus på spørgsmålet om brugen af ftalater i medicinsk udstyr.

Astrid Krag støtter desuden Miljøstyrelsens initiativ med en liste over medicinsk udstyr, som ifølge fabrikantens oplysninger ikke indeholder de fire mest problematiske ftalater. Listen er til inspiration for indkøbere i kommunerne og regionerne, så de i udbudssituationen kan sikre sig, at ftalater i medicinsk udstyr i videst mulig omfang undgås, uden at dette i øvrigt kompromitterer patientsikkerheden.

Enhedslisten: Virker ubegribeligt

Enhedslistens miljøordfører forstår ikke, at ministeren ikke vil forbyde de fire typer plastikblødgørende ftalater, der netop er blevet forbudt i forbrugsprodukter som badeforhæng, tandbørster og voksduge, i implantater, katetre, blodposer og andet medicinsk udstyr, som ofte er i kontakt med kroppen.

- At disse stoffer skulle være mere farlige i voksduge end i katetre kan ministeren næppe selv tro på, så meget tyder på, at det er hensynet til EU-regler, der er afgørende her. I Enhedslisten vil vi imidlertid ikke acceptere, at syge danskere skal udsættes for farlige kemikalier, som vi forbyder i andre produkter, af hensyn til EU, siger Per Clausen.

Enhedslisten vil derfor fortsætte arbejdet for at få ftalater forbudt i medicinsk udstyr, forsøge at overbevise ministeren og arbejde for at skabe et flertal i folketinget for et indgreb, slutter Per Clausen.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078