På vej mod bedre diagnostik og behandling af tarmkræft
Teknologisk Institut er med i et nyt forskningsprojekt, som skal sikre, at mennesker med tarmkræft hurtigere får stillet en diagnose og tilbydes den mest effektive behandling og bliver sparet for ofte virkningsløs behandling.
- Desværre har mange patienter udviklet resistens over for den avancerede og ellers mere målrettede og skånsomme medicinske terapi. Med det nye projekt ONSET Diagnostics skal vi nu samarbejde om at udvikle en ny moderne metode, et såkaldt kit, der bedre kan finde frem til lige præcis de patienter, der kan hjælpes af den nye antistofbehandling, fortæller senior projektleder Jan Lorenzen fra Teknologisk Institut.
Professor Stephen Hamilton fra Patologisk Institut ved Aarhus Universitetshospital glæder sig over det nye toårige forskningsprojekt, der blev sat i gang i marts måned 2012.
- Vi har brug for at få udviklet en unik og fleksibel teknologiplatform til at diagnosticere tarmkræft, da det vil sikre, at patienterne spares for en virkningsløs behandling og med det samme kan få en effektiv kur, der er målrettet deres specifikke behov. Derudover spares sundhedsvæsnet naturligvis også for dyre, nytteløse behandlingsforløb, vurderer Stephen Hamilton.
Internationalt samarbejde bag kamp mod tarmkræft
Forskningsprojektet skal bygge videre på den viden, der er resultatet af et tidligere samarbejde mellem Teknologisk Institut, der er et GTS-Institut, og den danske bioteknologiske virksomhed PentaBase. Parterne udviklede en meget sikker og skalerbar teknik til at afsløre og måle på udvalgte celleforandringer. Arbejdet blev støttet af Forsknings- og Innovationsstyrelsen med en såkaldt Videnkupon. PentaBase blev grundlagt i 2006 og beskæftiger udover direktør Ulf Bech Christensen tre fuldtidsansatte.
Projektets schweiziske partner ICP er internationalt anerkendt inden for kræftforskning og spiller en meget væsentlig rolle i projektet. De analyserer i dag rutinemæssigt tumorvæv for udvalgte mutationer ved hjælp af såkaldte in-house assays, og deres analysemetoder fungerer dermed som reference for det nye kit. Da ICP samtidig råder over prøver fra mange tarmkræftpatienter (en stor biobank) og repræsenterer aftagerne af det fremtidige produkt, bidrager de i valideringen af det nye kit og giver højt kvalificeret feedback angående kittets ydeevne og brugervenlighed.