23948sdkhjf

Ny kampagne skal give mere leg i skolegården

Drøn på skolegården er en kampagne, som skal skabe ny viden og eksperimenterende tiltag, der viser, hvordan skolens udearealer kan nytænkes, så de indbyder til mere leg og bevægelse for alle børn - også de mindst aktive.
Mange børn og unge rører sig for lidt - både i fritiden og i skolen - og når langt fra op på Sundhedsstyrelsens anbefalinger om mindst 60 minutters fysisk aktivitet hver dag. Det påvirker ikke alene deres sundhed, men f.eks. også deres indlæringsevne og motorik.

Da børn og unge tilbringer en stor del af deres tid i skolen, er der basis for at se på, hvordan skolens rammer kan invitere til mere leg og bevægelse, mener et partnerskab mellem Realdania, Lokale og Anlægsfonden og Kræftens Bekæmpelse.

Skoler og kommuner kan derfor nu byde ind med en konkret skolegård, en problemstilling og en vision for, hvordan indretningen af skolens udearealer kan understøtte leg og bevægelse. Blandt ansøgerne vælges op til15 idéoplæg til videreudvikling, og til slut udvælger parterne minimum fem projekter til realisering.

Vil nytænke og udfordre det traditionelle skolegårdsbegreb

- Med Drøn på skolegården vil vi gerne nytænke og udfordre det traditionelle skolegårdsbegreb, så hele skolens udeareal i højere grad bliver aktiveret som ramme om leg og bevægelse til glæde for skolebørnene, især de mindst aktive. Samtidig vil vi vise, at det også med relativt få midler og små, fysiske nedslag er muligt at invitere til mere fysisk aktivitet, siger Hans Peter Svendler, direktør i Realdania.

Arealerne i og omkring skolen har potentiale til at blive et centralt mødested i lokalområdet og et vigtigt opholdsrum, mener Torben Frølich, direktør i Lokale og Anlægsfonden.

- Ikke bare for lærere og elever i skoletiden, men også for naboer og andre når skolen holder lukket. Skolegården – eller det skolegården kan blive til – rummer store muligheder for i endnu højere grad at skabe værdi for hele lokalområdet og ikke kun skolens elever, siger han.

Indgår i forskningsprojekt

En nytænkning af skolegården har samtidig betydning for børnenes indlæringsevne, motoriske udvikling og generelle sundhed. Både på kort og langt sigt, lyder det fra Kræftens Bekæmpelse.

- Skolegården er et oplagt sted at få børn og unge til at bevæge sig mere, da vi ved, at det har en positiv effekt på deres læring - og så er det sundt. Rammer for fysisk aktivitet er ikke kun den fysiske skolegård. Også organisering af skoledagen har betydning. Ved at have fokus på begge dele opnår vi fuld effekt af indsatsen, siger Leif Vestergaard Pedersen, direktør i Kræftens Bekæmpelse.

Kampagnen skal også generere viden og helt ny forskning om, hvordan man kan fremme børns bevægelse i hverdagen. De udvalgte projekter indgår i et forskningsprojekt, der skal give svar på, hvordan fremtidens skolegårde kan indrettes. Forskningen gennemføres af Center for Interventionsforskning, Syddansk Universitet.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08