Millioner til flere aktiviteter for ældre i plejeboliger
De ældre kan forhåbentlig se frem til flere oplevelser i naturen, udflugter, dejlig mad, god musik og kæledyr, siger Liberal Alliances Thyra Frank.
- Jeg er simpelthen så lykkelig for, at vi har fået afsat penge til, at de ældre i plejeboliger kan få et mere indholdsrigt og aktivt liv. De ældre kan forhåbentlig se frem til flere oplevelser i naturen, udflugter, dejlig mad, god musik og kæledyr. Det og udbredelsen af flere frivillige på plejehjemmene vil helt sikkert øge de ældres livskvalitet, siger Thyra Frank.
Hun fremhæver desuden puljen på 4 millioner kroner til forebyggelse af selvmord blandt ældre.
- Ensomhed blandt ældre er den helt store dræber. Muligvis meget større end røg, fedt og sukker. Derfor glæder det mig, at vi nu sætter fokus på problemet og afsætter penge, der blandt andet kan bruges på mere opsøgende arbejde, siger Thyra Frank.
På udsatteområdet glæder socialordføreren sig særligt over, at der afsættes 3 millioner kroner til nødovernatning, så hjemløse er sikret et sted at sove i de kolde vintermåneder.
DF: Kan næsten ikke få armene ned
Dansk Folkepartis socialordfører vurderer, at initiativet "Det gode hverdagsliv for ældre i plejeboliger" virkelig kommer til at gøre en forskel for de berørte ældre.
- Jeg kan næsten ikke få armene ned over, at vi er kommet igennem med dette initiativ. Det kommer til at betyde langt flere aktiviteter for mange ældre i plejeboliger, herunder blandt andet flere ture ud i naturen. Jeg er så glad for, at Dansk Folkeparti har været med til at sikre denne gruppe en øget livskvalitet, siger Karin Nødgaard.
Partiets medlem af socialudvalget René Christensen peger på støtte til børn ved erstatningssager, som et meget væsentligt DF-fingeraftryk ved aftalen. Det betyder, at der gives ressourcer til Børns Vilkår, der så skal bruge disse ressourcer til at hjælpe børn og unge i forbindelse med en eventuel retssag mod for eksempel kommunen.
- Vi har desværre oplevet en række sager, hvor kommunerne angiveligt har fået mange advarsler fra eksempelvis pårørende eller pædagoger om, at de pågældende havde mistanke om, at et barn blev udsat for vanrøgt eller overgreb, uden at kommunen har reageret på disse advarsler. Nu giver vi svigtede børn og unge hjælp og støtte til at føre erstatningssager, og det mener jeg, er det mindste vi som samfund kan gøre for disse børn og unge, siger René Christensen.