23948sdkhjf

Mest hjælp for pengene

KL er enig med Danske Regioner om, at kommuner og regioner i højere grad skal samarbejde, så der bliver skabt et bedre samlet sundhedsvæsen. Men Danske Regioners forslag om et udvalgsarbejde er en syltekrukke, mener KL
"Borgere og patienter får kun den bedste pleje og behandling og oplever sammenhæng i opgaveløsningen, hvis aktørerne på sundhedsområdet samarbejder. Vi har et fælles ansvar og må gennem et udvidet samarbejde sikre, at hver af aktørerne gør det, de er bedst til. Derfor er vi helt enige i, at samarbejdet mellem kommuner og regioner på sundhedsområdet skal udvides," siger KL's formand Jan Trøjborg.

KL kvitterer for det udvalgsarbejde, som regeringen netop har nedsat med henblik på at ændre den økonomiske styring af sundhedsvæsenet. Derfor mener KL ikke, at der er behov for et yderligere udvalgsarbejde, som Danske Regioner nu lægger op.

"Det er en syltekrukke at sætte endnu et udvalgsarbejde i gang. Et udvalgsarbejde om opgavefordelingen er først og fremmest Sundhedsministeriets ansvar. I kommunerne vil vi meget hellere i gang med samarbejdet, så patienterne rent faktisk kommer til at opleve et sammenhængende sundhedsvæsen," siger Jan Trøjborg.

I fuld gang

KL og kommunerne er allerede i fuld gang med at følge op på det udspil om det nære sundhedsvæsen, som KL lancerede for et par uger siden.

"Vi ser lige nu på områder, hvor vi selv kan handle for at virkeliggøre visionerne for det nære sundhedsvæsen. Der bliver arbejdet med fælles udviklingsprojekter og handleplaner både i den enkelte kommune og i fællesskaber mellem kommuner. Men på en række væsentlige områder er der også behov for udvidet samarbejde med det regionale sundhedsvæsen for at konkretisere visionerne, udvikle nye løsninger og ikke mindst skabe en samlet opgaveløsning," siger Jan Trøjborg.

KL har konkrete forslag til, hvordan der kan samarbejdes mere mellem kommuner og regioner.

Der er eks. behov for et tættere samarbejde i forhold til at få udviklet nye samarbejdsmodeller til pleje og behandling af ældre medicinske patienter, skabt flere nære tilbud til kronisk syge, styrket den fælles indsats for børn og unge og etableret faglige standarder og retningslinjer.

"På væsentlige områder ligger KL og Danske Regioners visioner for et sammenhængende sundhedsvæsen tæt op ad hinanden. Og der er grundlæggende mere, der samler end der skiller. Nu må vi sammen trække i arbejdstøjet og samarbejde om at skabe et samlet sundhedsvæsen, der giver borgerne mest sundhed for pengene," siger Jan Trøjborg.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063