23948sdkhjf

Ældre Sagen: Sådan skal kommission arbejde

Ny hjemmehjælpskommission, der skal sikre kvaliteten for landets ældre borgere, får Ældre Sagen med til bords.
Politikerne på Christiansborg er blevet enige om en hjemmehjælpskommission, der skal sikre fremtidens hjemmepleje.

Direktør for Ældre Sagen Bjarne Hastrup skal være en del af kommissionen. Her er hans bud på kommissionens mål.

Hvorfor er der brug for en hjemmehjælpskommission?

- I øjeblikket er det sådan, at kommunerne har fjernet 25 procent af den praktiske hjemmepleje overfor meget svage ældre siden 2008. Jeg ser frem til, at vi i kommissionen skal sikre en ensartet kvalitet i hjemmeplejen ude i kommunerne, så fremtidens ældre ikke bliver hyppige hospitalsgæster eller flytter for tidligt på plejehjem.

Hvordan kan kommissionen hjælpe kommunerne?

- Tidligere har GPS til demente vist sig at være en effektiv hjælp, når demensramte forsvinder fra plejecentrene. Kommissionen vil vurdere eksisterende teknologier som telemedicin og robot-rengøring i hjemmet og vurdere nye idéer som for eksempel hjemmetræning med Wii.

Hvad har de ældre mest brug for?

De ældre har brug for, at hjemmehjælpens opgaver ikke sluger alt det personlige samvær. Kommunerne skal være opmærksomme på teknologiernes begrænsninger, så de ældre ikke bliver taberne i sidste ende.

Hvad kan kommissionen reelt bidrage med?

- I dag er der 250.000 ældre over 80 år. I løbet af ganske få år vil tallet stige med 50.000 og i 2040 vil der være næsten en halv million ældre i Danmark. Kommissionen skal sikre, at de ældres behov bliver varetaget både nu og i fremtiden.

Hvad er din rolle i kommissionen?

- Min vigtigste rolle er at sikre, at der bliver lavet solid forskning, så vi går ud fra de ældres reelle behov. Samtidig vil jeg fastholde det menneskelige aspekt, så det hele ikke bliver et spørgsmål om penge.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109