Kritik af lægekonsulenternes arbejde
Gennem de sidste måneder er der blevet sat fokus på lægekonsulenternes rolle i sagsbehandlingen - også i Lolland Kommune. Det var derfor helt naturligt, at Arbejdsmarkedsudvalget drøftede spørgsmålet på sit møde i denne uge.
"Jeg påstår ikke, at vi aldrig begår fejl, for det gør vi selvfølgelig. Det kan ikke være anderledes med alle de vurderinger, der skal foretages i komplicerede sager. Men vi retter altså også fejlene, når vi bliver opmærksomme på dem."
Ingen problemer
Lolland Kommune har på ingen måde har kunnet genkende kritik, der er blevet rejst af sagsbehandlingen. Alligevel blev det besluttet at få eventuelle problemer undersøgt. 3F fik derfor lov til at udvælge tre sager, der i deres øjne var særligt problematiske. Derefter betalte Lolland Kommune for at få dem bedømt af en uafhængig ekspert. (En såkaldt second opinion) I ingen af tilfældene var der grundlag for at lave afgørelserne om.
Lægekonsulenten spiller en lille, men vigtig rolle i sager om tildeling af ydelser som revalidering, førtidspension og fleksjob. Det er sager, hvor der ofte indgår en eller flere speciallægeerklæringer, og det er så lægekonsulentens opgave at "oversætte" og sammenfatte dokumenterne.
Trækker ingen beslutninger
Myndigheden til at træffe den endelige afgørelse har hele tiden ligget et andet sted, nemlig hos de kommunale sagsbehandlere. Her indgår de lægefaglige vurderinger som en del af arbejdet med at lave en samlet ressourceprofil for borgeren. Den omfatter ikke bare helbred, men også sociale og personlige kompetencer. Målet er at finde ud af, hvordan borgeren kan opnå den størst mulige grad af selvforsørgelse.
"Det ER svært at få tildelt permanente ydelser som førtidspension og fleksjob," forklarer Thomas Østergaard. "Vi administrerer en stram lovgivning, og når man ser på vejledningerne fra Arbejdsmarkedsstyrelsen, så er det helt tydeligt, at selv en lille mulighed for arbejdsmarkedstilknytning skal udnyttes."
"Den tilgang er jeg enig i. Vi er nu i en situation, hvor der på landsplan er flere udenfor end indenfor arbejdsmarkedet. Hvis vi skal bevare vores velfærd, er det vigtigt, at vi undersøger alle muligheder for at deltage på arbejdsmarkedet."
Lolland Kommunes arbejder hele tiden på at forbedre sagsbehandlingen. Sektor for Arbejdsmarked har nedsat tværfaglige pensionsråd og bevillingsråd til at behandle sagerne. Det betyder helt konkret, at alle relevante synsvinkler samles, og at ingen sagsbehandler kan træffe afgørelser på egen hånd.