23948sdkhjf

Vi klager over fyringer som aldrig før

Antallet af klager til Ligebehandlingsnævnet steg i 2010 med mere end 30 procent.
Det ser sløjt ud med ligebehandlingen på arbejdsmarkedet, hvis de nye tal fra Ligebehandlingsnævnet skal tages for pålydende.

Nævnet, der behandler klager over uberettiget fyring og diskrimination på arbejdspladsen, melder nemlig om markante stigninger i både antallet af anmeldelser og antallet af afgjorte sager.

Specielt klager over fyringer begrundet i alder, handicap, graviditet og barsel fylder meget i årsberetningen for 2010.

- Det er et udtryk for, at krisen betyder flere afskedigelser. I en sådan situation er arbejdsgivere mere tilbøjelige til at skille sig af med medarbejdere, der er en økonomisk belastning, vurderer Ligebehandlingsnævnets formand Tuk Bagger.

Antallet af sager om fyring efter graviditet eller barsel steg fra syv i 2009 til 32 i 2010. Og hovedparten af afgørelserne faldt ud til klagerens fordel.

Det kan være en dyr affære for en arbejdsgiver at fyre en medarbejder uden saglig grund. Hvis arbejdsgiveren bliver dømt skyldig, koster det typisk en erstatning på flere hundrede tusinde kroner.

- Det afhænger af, hvor længe medarbejderen har været i virksomheden. Hvis han eller hun har været ansat i mindst et år, koster det typisk en erstatning svarende til ni måneders løn, siger Tuk Bagger.

Krisen i dele af erhvervslivet er dog kun en del af forklaringen på, at antallet af klager er steget så markant.

Ligebehandlingsnævnet blev nemlig oprettet så sent som 1. januar 2009, og stigningen i arbejdsbyrden er derfor også udtryk for, at kendskabet til nævnet vokser.

- Med tiden er der flere og flere, der bliver klar over, at der er mulighed for at klage, når man føler sig uretfærdigt behandlet. Og tallene for første del af 2011 viser da også, at udviklingen fortsætter, siger Tuk Bagger.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062