Rammerne spænder ben for kommunerne
Sundhedsaftaler hjælper kommuner, sygehuse og læger med at samarbejde om ældre, medicinske patienter. Men praktiske problemer hindrer ofte et glat forløb, viser en ny analyse fra AKF, Anvendt KommunalForskning.
– Regioner og kommuner har forskellige faglige forudsætninger og økonomiske interesser. Og de praktiserende læger er ikke tilstrækkeligt integreret i samarbejdet, siger forskningsleder i AKF, Karsten Vrangbæk, som står bag analysen.
Økonomisk model spænder ben
En af de centrale udfordringer er de økonomiske rammer. Kommunerne skal finansiere deres aktiviteter inden for det eksisterende budget, mens regioner og praktiserende læger får betaling per aktivitet. Samtidig har kommunerne kun begrænset indflydelse på de forskellige aktiviteter.
Kommunerne skal fx betale, hver gang en af deres borgere bliver indlagt på sygehuset. Det skal tilskynde kommunerne til at forebygge indlæggelser. Men effekten af forebyggelsen er usikker og langsigtet, og mange indlæggelser kan slet ikke forebygges.
Derudover er det henholdsvis de praktiserende læger, der henviser patienterne til behandling på sygehusene, og sygehuslægerne, der henviser patienterne til genoptræning bagefter. Begge dele er aktiviteter, som kommunerne skal betale for.
– Kommunerne har altså i dag udgifter til behandling og genoptræning, uden at de har direkte indflydelse på henvisningerne, siger forskningsleder Karsten Vrangbæk.
Mangler fælles it- og medicinkort
Det er også et problem, at de forskellige it-systemer hos praktiserende læger, i kommuner og på sygehuse ikke taler godt nok sammen. Manglen på integrerede it-løsninger betyder, at parterne ikke altid har rettidig information om fx indlæggelse, udskrivning og medicinering.
– De ældre, medicinske patienter bliver ofte behandlet for flere tilstande og af flere forskellige læger, som ikke nødvendigvis har et samlet overblik over medicinforbruget. Fælles it-løsninger og digitale medicinkort ville gøre det lettere for de offentlige instanser at dele viden med hinanden, siger Karsten Vrangbæk fra AKF.
Efter strukturreformen har regioner og kommuner haft pligt til at lave sundhedsaftaler med hinanden, og det hjælper det tværgående samarbejde godt på vej, viser AKF’s undersøgelse. Men undersøgelsen viser også, at det er ressourcekrævende at indgå og implementere aftalerne.
– Via sundhedsaftalerne er der udviklet en faglig og administrativ praksis for samarbejdet, og særligt den løbende dialog i de lokale koordinationsfora er gavnlig. Men den enkelte læge eller sygeplejerske kender ikke altid alle detaljer i aftalerne, og det er svært at få de praktiserende læger med, siger Karsten Vrangbæk.