23948sdkhjf

Firbenede besøgsvenner til de ældre

Logrende haler og hundebjæf bliver snart hverdag for mange af de ældre og demente på seniorcentrene i Gladsaxe Kommune.
Gladsaxe Kommune er blevet udvalgt til at blive en del af TrygFonden Besøgshunde, som er et korps af frivillige hundeejere og deres hunde, som besøger plejecentre for at glæde beboerne. Nu søger TrygFonden frivillige hundeejere til projektet i Gladsaxe.

Almindelige familiehunde

TrygFonden Besøgshunde er et korps af almindelige familiehunde, der sammen med deres ejere vil besøge beboere på fire seniorcentre i kommunen. Ud over at sprede liv og glæde blandt beboerne skal besøgene bidrage med viden om, hvordan man bedst organiserer frivillige besøgsordninger på plejecentre.

- Vi har endnu ikke erfaringer med besøgshunde på vores seniorcentre, men vi har hørt meget om de rigtige gode oplevelser, som besøgshunde kan give ældre og demente borgere. Derfor er vi både stolte over og meget spændte på at blive en del af TrygFonden Besøgshunde og give mulighed for, at kommunens seniorcenterbeboere kan nyde hundenes selskab. Der er helt sikkert beboere, som tidligere selv har haft dyr, der glæder sig til at møde besøgshundene, siger formand for Seniorudvalget, Erling Schrøder.

Søger frivillige

TrygFonden Besøgshunde begyndte i maj 2010 i Vejle, Kerteminde og Næstved, og ordningen er blevet en stor succes, som nu er klar til at blive udvidet. Ud over Gladsaxe kommer Rebild og Randers også med i ordningen i løbet af 2011, og dermed er alle fem danske regioner repræsenteret i TrygFonden Besøgshunde.

- Der har været en overvældende interesse for projektet både i kommuner og blandt hundeejere i hele landet. De henvender sig løbende og har opfordret os til at udvide ordningen til flere kommuner. Derfor er det en stor glæde, at vi nu kan tilbyde Gladsaxe og yderligere to kommuner at blive en del af besøgsordningen. Nu skal vi så i gang med at rekruttere frivillige hundeejere og deres hunde i Gladsaxe, og jeg håber, der er rigtig mange, som har lyst til at være med til at glæde de ældre og demente på kommunens seniorcentre, siger Trine Heidemann, underdirektør i TrygFonden.

Projektet skal dokumentere

Projektet har ud over at sprede umiddelbar glæde på seniorcentrene også til formål at undersøge brugen af besøgshunde i den danske plejesektor, herunder hvordan man bedst implementerer brugen af besøgshunde på plejecentre.

Den videnskabelige dokumentation af effekten og organiseringen af brugen af dyr er endnu meget mangelfuld. Derfor gennemføres der sideløbende med de frivillige besøg et forskningsprojekt på fire særligt udvalgte plejecentre i Vejle, hvor en gruppe forskere fra Aarhus Universitet skal tilvejebringe dokumentation for den oplevede positive effekt, som besøgshunde har på ældre og dementes velbefindende. Forskningsprojektet forventes afsluttet i 2013.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078