Arla lancerer Arlas råmælksost
Efter fem års udviklingsarbejde er Arla nu i gang med at producere råmælksost på Tistrup Mejeri.
"At Arla nu producerer råmælksost er en drøm, der går i opfyldelse. Råmælksosten skal sammen med vores Arla Unika osteprogram være et af Arlas bidrag til det ny nordiske køkken," siger John Gynther, Premium Food Manager i Arla Foods.
Samarbejde med kokke
Inspirationen til at producere råmælksost kommer oprindeligt fra Arlas samarbejde med en række af Danmarks førende kokke, som har givet Arla ideen til at fremstille spændende nordisk mad af lokale råvarer.
Mælken til den nye råmælksost kommer fra gården "Lykkebjerg" med 115 køer i landsbyen Sig. I første omgang har Arla valgt at prioritere sikkerhed højere end at mælken eksempelvis kommer fra køer, der græsser i bestemte områder. Derfor laves osten på mælk fra den gård i mejeriets nærområde, der kan levere den bedste målbare mælkekvalitet.
Sikkerheden er helt i top
Råmælksost er kendetegnet ved, at den bevarer nogle smagsnuancer, som ellers går tabt under pasteurisering af mælken. Men fremstillingen stiller store krav til fødevaresikkerheden på grund af den øgede bakteriologiske risiko, når mælken ikke pasteuriseres som normalt.
Derfor har Arla brugt flere år på at udføre verdens mest omfattende risikofaktoranalyse, et omfattende egenkontrolprogram samt en detaljeret beskrivelse til Fødevarestyrelsen om, hvordan produktionen af råmælksost bliver indrettet og sikret.
Deler viden med andre danske mejerier
Alle erfaringerne fra arbejdet har Arla delt med landets øvrige mejerier, blandt andet på en række seminarer. Desuden har alle interesserede mejerier modtaget hele Arlas ansøgningsmateriale så de nemt kan lave deres egen ansøgning til Fødevarestyrelsen.
Arlas kommende råmælksost skal lagre i 36 uger, så den er først spiseklar i starten af 2012.