Brug af teknologi frigør ressourcer
Nye tal fra projekt i Servicestyrelsen viser, at personløftere og bade-/toiletstole i ældreplejen kan frigøre ressourcer, hvad der svarer til i alt 859 fuldtidsstillinger årligt på landsplan ressourcer, som er med til at sikre, at der er hænder nok i fremtidens ældrepleje.
På landsplan kan brugen af personløftere og bade/toiletstole frigøre ressourcer som svarer til 859 fuldtidsstillinger og det er væsentligt, da vi ved, at vi kommer til at mangle hænder i fremtidens ældreomsorg. Det viser nye tal fra Servicestyrelsen under Socialministeriet. Omsat i penge er det 357 millioner kroner.
Socialminister Benedikte Kiær: "Projektet viser, at der er vigtige ressourcer at hente ved at bruge velfærdsteknologi samtidig med, at de ældre borgere oplever, at kvaliteten af den hjælp de får, stadig er den samme. Vi mangler ressourcer i plejesektoren nu, og udfordringen bliver endnu større fremover. Derfor er det oplagt at bygge videre på de gode resultater, som også er med til at skabe et bedre arbejdsmiljø."
Der findes knap 20.000 ældre borgere herhjemme, som dagligt har behov for at blive forflyttet flere gange i løbet af en dag. Teknologien gør, at én medarbejder kan forflytte den ældre i stedet for to.
Beregningerne er lavet ud fra målinger, der er gennemført i forbindelse med et projekt, hvor Servicestyrelsen i samarbejde med tre kommuner har afprøvet en personløfter og en bade-/toiletstol til at flytte ældre.
Projektet har desuden vist, at de berørte medarbejdere oplever, at teknologien har forbedret deres arbejdsmiljø, bl.a. fordi de belastes mindre fysisk i deres arbejde. De ældre, der forflyttes, er også tilfredse og trygge med den afprøvede teknologi.
Projektet er gennemført i samarbejde med Odense, Aarhus og Slagelse Kommuner med støtte fra ABT-fonden.