23948sdkhjf

Fynsk partnerskabsaftale med storkunde i New York

Den fynske IT-leverandør Team Onlines amerikanske fremstød fik endnu mere vind i sejlene, da virksomheden mandag den 24. oktober indgik en formel aftale med Lifespire, New Yorks 4.største leverandør af sociale ydelser til handicappede.
Aftalen blev beseglet ved et arrangement på Lifespires træningscenter for udviklingshæmmede i Harlem i overværelse af HKH Kronprinsen og Kronprinsessen.

Kronprinseparret fik blandt andet en rundvisning på institutionen, der beskæftiger ca. 75 udviklingshæmmede og en præsentation af Bosted System, og det fik positive ord med på vejen af Kronprinsen:

"Det er meget inspirerende at se, hvordan fremtiden kan komme til at se ud her på Lifespire, sagde Kronprinsen og tilføjede, at samarbejdet mellem Team Online og Lifespire naturligvis er vigtigt for alle brugere, medarbejdere og pårørende på Lifespire men også for det amerikanske healthcare-system som sådan."

Videreudvikling

Administrerende direktør og præsident for Lifespire Inc., Mark van Voorst, mener da også, at samarbejdet med Team Online kan være med til at videreudvikle hans organisation til gavn for de handicappede i USA:

"Vi har en lang tradition for at anvende IT i vores organisation for at forbedre vores service, så vi sagde naturligvis ja tak, da vi blev kontaktet af Team Online, som gerne ville vise deres system."

Det førte til dagens samarbejdsaftale, som jeg er sikker på vil kunne føre til, at vi sammen med Team Online kan blive en af de ledende organisationer på vores område i USA, sagde Mark van Voorst og tilføjede, at USA lige som Europa står over for den situation, at udfordringerne på det sociale område er større end resurserne

"Og det problem kan vi kun løse ved at blive mere effektive, sagde Mark van Voorst."

Non-profit organisationen Lifespire i New York kan i år fejre 60. års fødselsdag og har mere end 1500 ansatte, der hver dag leverer sociale ydelser til 5000 new yorkere på bo- og dagtilbud.

Glade kunder

New York er 3.stat i USA, hvor Team Online har fået kunder siden årsskiftet.

Med i New York var derfor også en repræsentant for Team Onlines første kunde i USA, administrerende direktør Cletus Thiebeau fra Valleylife i Arizona, der gav udtryk for stor tilfredshed med at have valgt Bosted System:

"Bosted System er præcis, hvad den amerikanske social service- industri har brug for. Allerede nu kan vi begynde at se fordelene ved at bruge systemet. Data er lettere at finde og dele, og vi sparer tid på administration," der kan bruges på borgerne, sagde Cletus Thiebeau.

Endnu et mål nået

For administrerende direktør Johnny Killerup Pedersen, Team Online Inc. markerer aftale med Lifespire endnu et vigtigt mål med indsatsen i USA.

"Efter de 9 måneders arbejde i USA har vi indgået kontrakter med fem leverandører i Arizona med tilsammen 1400 brugere af Bosted System. I Californien har vi de første 500 brugere på systemet hos to forskellige kunder, og nu er vi altså godt på vej ind i New York, hvor vi kører betatest med Lifespire og en anden stor kunde, så vi kan hurtigt komme til at fordoble antallet af brugere i USA," forklarer Johnny Killerup Pedersen.

"Vi skraber dog stadig kun overfladen af markederne, idet der i Californien er over 200.000 ansatte, I New York 250.000 ansatte, i Arizona 45.000 og i USA som sådan op imod 3 millioner ansatte i handicap- og plejesektoren."

Med de mange kontrakter og massive antal licenser har vi hidtil ikke haft behov for direkte salg og markedsføring, men med de succesfulde implementeringer igangsætter vi fra udgangen af året en massiv indsats i alle tre stater, siger Johnny Killerup Pedersen.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078