Konservative har ny sygehusmodel i skuffen
Konservative har færdigt forslag til fremtidens sygehusstruktur. Men alt er muligt, bare regionerne ryger ud.
Allerede sidste år fremlagde en konservativ arbejdsgruppe med den nuværende partileder, Lars Barfoed, i spidsen et forslag til fremtidens sygehusstruktur:
Ud med regionerne. Og ind med tre såkaldte sygehusfællesskaber bygget op omkring universitetshospitalerne i København, Aarhus og Odense, som skal have bestyrelser bestående af både kommunalpolitikere og eksperter.
- Men det er ikke sådan, at vi på forhånd har sagt, at det skal være den model, og at vi ikke vil være med til andre løsninger. Det vigtigste er, at vi kommer af med regionerne, siger politisk ordfører Carina Christensen (K).
Hun lover derfor, at partiet vil lytte til alle alternative forslag fra eksperter og de øvrige politiske partier, der går ind for et opgør med regionerne.
Samtidig glæder hun sig over, at den konservative mærkesag om et opgør med regionerne tilsyneladende har bredt sig til regeringspartneren Venstre.
- Det er Venstre, vi hele tiden har ventet på, og vi er da positivt overraskede over, at de nu også melder sig på banen. For de har jo ligesom haft det diametralt modsatte synspunkt hele tiden, siger Carina Christensen.
Venstres gruppeformand, Kristian Jensen, som står for planlægningen af partiets sommergruppemøde på Bornholm senere på ugen, afviste i sidste uge, at regionernes fremtid overhovedet skulle drøftes på mødet.
Men nu er der kommet et ekstra punkt på dagsordenen, bekræfter Kristian Jensen.
- Der er kommet et par henvendelser fra nogle af gruppens medlemmer, at de gerne vil have, at vi diskuterer sundhedsvæsnets fremtid, siger Kristian Jensen.
Han ønsker ikke at spekulere i mulige konklusioner omkring regionernes fremtid på mødet.
Ifølge flere medier vil statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) på sommergruppemødet fremlægge en plan for en hurtig afskaffelse af regionerne.
/ritzau/