Birthe Rønn: Behold regionerne
Regionerne skal bevares og have lov til at udskrive skatter, mener Venstre-politikeren.
- Nu siger dem, der ikke kan lide regionerne, at de er misfostre, fordi de ikke har skatteudskrivningsret, og at de derfor bør nedlægges, skriver hun i et debatindlæg i Dagbladet Køge og konstaterer:
- Ja, regionerne er misfostre. Men det kan der netop rettes op på ved at gengive regionerne den skatteudskrivningsret, som amterne havde.
Med sin udmelding går Birthe Rønn Hornbech direkte imod udmeldingerne fra Dansk Folkeparti og Konservative, som vil have regionerne nedlagt.
Hun mener, at partiernes ønske om øgede beføjelser til embedsmændene bør få alarmklokkerne til at bimle.
- Det bør Venstre med sine stolte demokratiske traditioner være aldeles imod. Der er ikke brug for mere centralisering og københavneri, mener Birthe Rønn Hornbech.
Venstre er fortsat ikke kommet med en officiel stillingtagen til forslaget om at nedlægge regionerne.
Berlingske skriver tirsdag, at regeringspartiet på weekendens sommergruppemøde vil tilslutte sig forlaget, men politisk ordfører Ellen Trane Nørby fastholder, at alle muligheder er åbne.
- Vi har ikke lagt os fast, hverken på det ene eller det andet, siger Ellen Trane Nørby til Ritzau.
Hun forventer dog, at emnet vil blive bragt på banen på sommergruppemødet.
/ritzau/