23948sdkhjf

Danmark har fået sin første madhøjskole

Den velærværdige Suhrs Husholdningsskole er nu blevet til Suhrs Madakademiet.
København har fået sin første madhøjskole, Suhrs Madakademiet, som foreløbig også er Danmarks eneste. Det første hold elever begyndte i august.

Den nye højskole har begreberne og erfaringerne på plads fra begyndelsen. Suhrs Madakademiet bygger nemlig, som navnet antyder, på Suhrs Husholdningsskole - et navn der i over hundrede år har været synonymt med æstetik, gastronomi og en sund og sjov livsstil, og sådan skal det også være på den nye højskole, fastslår Lars Sonne-Hansen, forstander på Madakademiet.

"Unge mennesker er meget optagede af, hvem de selv er, hvordan de kan forbedre deres livskvalitet og på, hvordan de kan være med til at ændre verden, bl.a. gennem deres forbrug. Og det kan man ikke sidde på en skolebænk og lære," mener Lars Sonne-Hansen.

Kvalificerede valg

"Det her er mere relevant end nogen sinde. Se bare debatten i medierne: På den ene side er der de overvægtige unge, og på den anden side høster danske restauranter den ene Michelinstjerne efter den anden, men hvad betyder det for den enkelte?" spørger Lars Sonne-Hansen og fortsætter:

"Hvis man skal kunne foretage kvalificerede valg omkring mad og sundhed, uden at det hele ender i knastørre speltboller og urtete, skal man selvfølgelig have det faglige på plads. Men man skal også prøve tingene af i praksis og samtidig kunne reflektere over dem sammen med andre. Derfor passer højskoleformen og madfaget så godt sammen."

Suhrs Madakademiet har både korte og lange kurser, så der er - bogstaveligt talt - noget for enhver smag.

Nabo til Rundetårn

Suhrs Madakademiet har til huse i gaden Pustervig, der ligger bagved Rundetårn og lige ved Kultorvet og Nørreport Station, og skolen har altid været en anerkendt institution i det Københavnske kulturliv. Højskolen har endvidere plads til at have en del af eleverne boende på en adresse, der ellers kun er de færreste forundt.

"Med højskolens beliggenhed i centrum af København er det en unik mulighed for at prøve, hvordan det er at bo midt i byen sammen med andre unge. Det er samtidig en fantastisk introduktion til alle byens kulturelle og kulinariske tilbud, og en god forsmag på studielivet. Hos os mærker vi virkelig byens puls!" slutter Lars Sonne-Hansen.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

1.422