Udvis varsomhed med kosttilskud og naturlægemidler
Det er afgørende, at folk indberetter bivirkninger til Fødevarestyrelsen eller Lægemiddelstyrelsen, hvis de får bivirkninger af kosttilskud eller naturlægemidler. Det er den eneste måde, vi kan blive klogere på de her produkter, som rigtig mange mennesker benytter sig af, men som vi endnu ikke kender den fulde betydning af." Det siger direktør for Gigtforeningen Lene Witte ovenpå Ugeskrift for Lægers nyhed om, at der rapporteres et stigende antal yderst alvorlige bivirkninger som følge af brug af naturprodukter bl.a. livstruende leverbetændelse og leversvigt. Mange mennesker tager naturlægemidler og kosttilskud i håb om, at det vil dæmpe og lindre de ofte smertefulde symptomer, der følger med en gigtsygdom.
Gigtforeningens gode råd om naturlægemidler og kosttilskud er:
Vælg behandling efter din diagnose
Tal med din læge om brug af alternative præparater og hvorvidt det kan påvirke din sygdom og den konventionelle medicin
Prøv kun ét præparat af gangen, så du kan finde frem til, hvad der rent faktisk virker
Læs indlægssedlen grundigt før brug ved naturlægemidler og stærke vitaminpræparater
Vær opmærksom på bivirkninger og stop brugen, hvis du registrerer en uønsket virkning
Undersøg om der er dokumentation for virkning og sikkerhed ved præparatet
Fravælg aldrig den konventionelle behandling
Gigtforeningen er generelt åben over for alternativ behandling men lægger vægt på, at metoderne og præparaterne gradvist bliver dokumenteret efter anerkendte videnskabelige principper.