Halvdelen af selvmord kan undgås
Psykisk sygdom og alvorlig fysisk sygdom øger risikoen for selvmord. Hjælp i tide kan halvere antal selvmord.
Samtidig skal sygehusene være mere opmærksomme på patienter, der har fået besked om, at de lider af en dødelig fysisk sygdom.
Ifølge Ugeskrift for Læger begår cirka 650 mennesker hvert år selvmord, og heraf vurderer professor i psykiatri Merete Nordentoft, at 9 ud af 10 har en psykiatrisk diagnose.
- Derfor skal vi sætte ind med uddannelse til personalet både på de psykiatriske afdelinger og i de ambulante teams, så de bedre kan spotte de selvmordstruede og hjælpe dem, siger Merete Nordentoft til Ritzau.
I risiko er også patienter med for eksempel en alvorlig kræftsygdom eller en blodprop i hjernen. Især det første år efter diagnosen er stillet, bør lægerne være opmærksomme.
- Sætter vi ind på begge områder, er det realistisk, at vi kan komme ned omkring 300 selvmord om året og dermed på niveau med mange andre lande i Europa, siger Merete Nordentoft.
På Livslinien bakker bestyrelsesformand Morten Thomsen op om forslagene. Han anbefaler desuden, at alle, der har forsøgt at begå selvmord, inden for en uge får et tilbud om behandling.
- I dag sendes mange hjem med besked om, at de selv skal kontakte deres læge eller ringe til en psykolog. Men det er helt umuligt at overskue for de fleste, siger Morten Thomsen.
Antallet af selvmord har traditionelt ligget højt i Danmark, men er de seneste år mere end halveret fra 1680 i 1980 til omkring 650 i dag.
Det skyldes blandt andet, at husholdningsgas ikke længere indeholder kulilte, og at de såkaldte barbiturater fra sovepiller er fjernet. Samtidig er der færre farlige stoffer i nutidens antidepressive medicin.
/ritzau/