FOA: Velfærden skal ind i valgkampen
Politikerne må tage stilling til, hvilken velfærd, vi skal undvære i fremtiden. Det er udgangspunktet for nye FOA-annoncer i valgkampen, hvor sosu-personale og pædagogmedhjælpere spørger, hvad de fremover skal undlade at gøre.
En skræmme-kampagne?!
"Skal de svageste beboere indstille sig på at blive længere i sengen, fordi det tager lang tid at hjælpe dem op? Skal de ældre kun i bad hver anden uge? Eller skal det være i orden, at pædagogmedhjælperne undlader at trøste børnene," spørger forbundsformand Dennis Kristensen.
"Måske er der nogen, der vil opfatte dette her som en skræmme-kampagne. Til det er jeg bare nødt til at sige; virkeligheden er derude. Kommunale nedskæringer og afskedigelser, genopretningspakke og nulvækst har også menneskelige og velfærdsmæssige konsekvenser. Det vil tværtimod klæde politikerne at stå ved konsekvenserne af deres beslutninger," siger han.
Hvad med skattekronerne
Dennis Kristensen synes i det hele taget, at valget handler alt for lidt om, hvad danskerne skattepenge går til.
"Velfærden bliver i denne valgkamp konstant omtalt som udgift, mens vi snakker alt for lidt om, hvad vi faktisk får for pengene nemlig konkret omsorg for børn, ældre, handicappede og andre svage grupper. Det er helt afgørende at huske, at der bag alle de milliarder, der flyver rundt i luften, er rigtige mennesker af kød og blod," siger Dennis Kristensen.