Hjemmehjælpere udsættes for vold
Det psykiske arbejdsmiljø i Danmark får det værre og værre. I løbet af fem år er antallet af ansatte, der oplever følelsesmæssige krav i arbejdet steget. Flere har oplevet mobning, vold og trusler om vold. Færre oplever mening i arbejdet. Det viser en omfattende undersøgelse af danskernes arbejdsmiljø og heldbred, som Det Nationale Center For Arbejdsmiljø (NFA) har gennemført blandt 10.600 personer på arbejdsmarkedet i 2010.
Mens det fysiske arbejdsmiljø på en lang række områder har fået det bedre i løbet af de sidste fem år, halter det psykiske arbejdsmiljø alvorligt efter. Særligt faggrupper på FTF-området er hårdt ramt af problemer med vold på jobbet og høje følelsesmæssige krav.
Høje følelsesmæssige krav rapporteres især fra jobgrupper, som arbejder med mennesker. Socialrådgivere oplever de højeste følelsesmæssige krav i arbejdet.
Traumatiske hændelser på jobbet
Rapporten viser desuden at folkeskolelærere, sygeplejersker og hjemmeplejere er oftest blevet udsat for vold på arbejdet inden for de sidste 12 måneder. Folkeskolelærere og sygeplejersker, læger og tandlæger er oftest blevet udsat for trusler om vold på jobbet.
Sygemeldinger pga. traumatiske hændelser på jobbet rammer bl.a. politi, beredskab og fængselspersonale, bankrådgivere og socialrådgivere.
Mobning forekommer oftest i faggrupper, der arbejder med mennesker. Pædagoger, hjemmehjælpere og omsorgsmedarbejdere er blandt de faggrupper, der oftest er blevet udsat for mobning på arbejdet.
Fuldstændig uacceptabelt
FTF, der er hovedorganisation for ca. 450.000 offentligt og privat ansatte, finder udviklingen dybt bekymrende og særligt problematisk, fordi regeringen netop har skåret i midlerne til forebyggelse. Således er der på baggrund af to nye aftaler blevet gennemført besparelser på 150 mio. kr. i Forebyggelsesfonden, som skal forebygge arbejdsmiljøproblemer og fysisk og psykisk nedslidning på arbejdsmarkedet.
Samtidig skal der ske besparelser på 900 mio. kr. i centraladministrationen, herunder Arbejdstilsynet og Beskæftigelsesministeriet.
"Det er dybt bekymrende, at vi ser en stigning i antallet af medarbejdere, som oplevet et dårligt psykisk arbejdsmiljø. Derfor er det også fuldstændig uacceptabelt, at forligspartierne vælger at underminere forebyggelsesindsatsen mod bl.a. stress og psykisk nedslidning, der årligt koster 1.400 menneskeliv. For det er reelt, dét der sker, når man vælger at skære hele 150 mio. kr. i bevillingen til Forebyggelsesfonden", siger Bente Sorgenfrey, formand for FTF.
Forebyggelsesfonden har i 2012 kun 281 mio. kr. til uddeling. En nedskæring med 150 mio. kr. vil mere end halvere mulighederne for at forebygge de markante problemer i arbejdsmiljøet, og der er allerede i dag langt flere projektansøgninger, end der er midler til.