23948sdkhjf

Danske forskere på vej mod kræftgennembrud

Snart kan læger se med det samme, om patientens kræft vil sprede sig, og derfor behandle langt mere målrettet
En skanning, der med det samme kan forudse, om patientens kræft vil sprede sig, er om få år en realitet på danske sygehuse.

Danske forskere står i spidsen for et banebrydende forskningsprojekt.

Projektet, der mandag får 13,3 millioner kroner af Det Strategiske Forskningsråd, betyder, at lægerne hurtigt kan afgøre, om patienten straks skal have en aggressiv kræftbehandling, eller om det ikke er nødvendigt.

For patienten er det en kæmpe fordel med det samme at få den rigtige medicin og ikke miste kostbar tid på virkningsløs behandling.

Det siger lederen af projektet, professor, overlæge, dr.med. Andreas Kjær fra Rigshospitalet og Københavns Universitet:

- Fordi medicinen er skræddersyet, kan man ramme særlige egenskaber ved kræftknuden og dermed forhåbentlig få både en mere skånsom behandling af patienten og en bedre overlevelse på sigt.

Forskerne vil blandt udvikle en række nye sporstoffer, som man kan se på en PET-skanning af hele kroppen. De skal vise, hvordan kræftknuder opfører sig, og give et præcist billede af kræftaktiviteten i hele kroppen.

Han forventer, at projektet allerede i løbet af et par år vil betyde, at de nye PET-sporstoffer kommer i daglig brug på danske hospitaler.

Det er ikke bare godt nyt for for kræftpatienter, men også for de hårdt pressede sundhedsbudgetter.

- Samfundsøkonomisk er skanningerne billige sammenlignet med moderne kræftbehandling. Besparelserne ved med det samme at vælge den rigtige behandling vil derfor meget mere end opveje udgifter til flere PET-skanninger, siger Andreas Kjær.

I dag behandler man ofte en bestemt type kræft på én måde hos alle vel vidende, at behandlingen kun virker hos en del. De nye metoder vil gøre det langt mere muligt at vælge den bedste behandling til den enkelte.

Projektet er et tværfagligt samarbejde mellem en række afdelinger på Rigshospitalet, Københavns Universitet og DTU samt udenlandske partnere.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.067