Regionerne må løfte ansvar
Regionerne må leve op til deres ansvar over for psykisk syge, der har et misbrugsproblem. Det fastslår Anny Winther, formand for KLs Social- og Sundhedsudvalg, som reaktion på Politikens artikel i dag om, at psykisk syge misbrugere er indlagt halvt så længe som andre psykisk syge og derfor ikke færdigbehandles.
Regionerne har forsvaret sig med, at denne målgruppe er meget vanskelig at have med at gøre, og samtidig har de foreslået, at opgaven med at hjælpe stofmisbrugere flyttes tilbage til regionerne. Et forslag, KL tager afstand fra.
"Det her er ikke et problem, der er opstået som følge af kommunalreformen. Opgaven blev heller ikke blev løftet tilfredsstillende, da amterne havde ansvaret for både misbrugsbehandlingen og behandlingspsykiatrien", understreger Anny Winther.
"Jeg har fuld forståelse for, at de psykisk syge stofmisbrugere har en adfærd, som kan forstyrre andre patienter. Men løsningen er altså ikke, at man udskriver dem meget hurtigt. I stedet må man udvikle nogle specialtilbud, hvor personalet er uddannet og trænet til at arbejde med netop denne målgruppe," siger Anny Winther.
"Der er tidligere kommet nogle positive signaler fra regionerne om, at de gerne vil bidrage til løsningen af problemet. Første mulighed for et forbedret samarbejde kommer til efteråret, når fem modelkommuner sætter et projekt om bedre screening og udredning på stofmisbrugsområdet i gang. Her har jeg en helt klar forventning om, at regionerne aktivt går ind og løfter deres del af ansvaret", siger Anny Winter.
KL har skrevet til både Indenrigs- og Sundhedsministeriet samt til Danske Regioner om problemstillingen.