23948sdkhjf

Principiel sejr over skjult kamera

Det er en både vigtig, rigtig og meget principiel dom, som retten i Struer har afsagt om videoovervågning af offentligt ansatte, mener FOA.
Retten i Struer frifandt en social- og sundhedsassistent for tyveri af et mindre beløb fra en 89-årig plejehjemsbeboer i kommunen. På optagelser med skjult kamera kan man se, at social- og sundhedsassistenten tager nogle penge fra en chokoladeæske. Social- og sundhedsassistenten har hele tiden fastholdt, at det var den ældre beboer, der bad hende hente pengene til sig. Alligevel valgte plejehjemmet at bortvise medarbejderen, og indgive politianmeldelse på baggrund af de private videooptagelser.

Store omkostninger

"Dommen er især glædelig for vores medlem, der selv om det har medført store personlige omkostninger, har valgt at stå frem med sin sag. Rigtig hjertelig tillykke med det," siger forbundsformand Dennis Kristensen.

"Men sagen er også særdeles glædelig set med principielle briller. Debatten i sommer om videoovervågning kunne antyde, at der kun var en begrænset retssikkerhed for ansatte i ældreplejen, når det gjaldt overvågning. FOA har hele tiden sagt, at det var ulovligt at foretage skjult overvågning i eget hjem, når det også fungerer som arbejdsplads. Men vi har haft svært ved at at trænge igennem, fordi den øverste ekspertise på området, professor Vagn Greve, var faldet i søvn i sit elfenbenstårn, og derfor ikke var vågen, da loven blev ændret i 1999," siger Dennis Kristensen.

Dommen fra Struer fastslår, at kameraet var sat op uden lovgrundlag. Og billederne kan ikke bruges som bevis for noget som helst, når kameraet har været sat op i mere end en uge, men det kun er to meget korte sekvenser, der er klippet ud.

FOA vil nu sammen med sit medlem overveje, om der skal indgives politianmeldelse for ulovlig videoovervågning i sagen.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.098