De fleste bør blive i efterlønsordning
Op mod 90 pct. af de personer, der indbetaler til efterløn, har økonomisk fordel af at forsætte, siger LO.
Skattefri præmie
Op mod 90 pct. af de personer, der i dag indbetaler til efterløn, har økonomisk fordel af at fortsætte, viser beregninger foretaget af LO.
Cirka én million mennesker indbetaler i dag hver måned til efterlønnen - men kun cirka 100.000-150.000 har ifølge LO på langt sigt en økonomisk fordel af at droppe indbetalingerne.
Årsagen er, at hvis man melder sig ud, går man glip af den skattefri præmie på maksimum 143.000 kroner, som udløses, hvis man fortsætter med at arbejde, til man er 65 år. Det mere end modsvarer det beløb, folk har indbetalt over et helt arbejdsliv.
"Desuden vil mange jo - trods tilbagetrækningsreformen - fortsat kunne gå på efterløn i de kommende år. Ikke så længe, som de kunne på den gamle ordning, men de vil stadig kunne drage fordel af ordningen," siger LO's formand Harald Børsting.
Den bedste løsning
Harald Børsting understreger, at der er behov for, at alle lønmodtagere, der indbetaler til efterlønnen, får en ordentlig og kompetent vurdering af, hvad der bedst kan betale sig for dem.
"Hvis man har svært ved at gennemskue det, bør man for eksempel ringe til sin a-kasse. Men i sidste ende er det regeringens ansvar at sikre en tilstrækkelig grundig rådgivning af borgerne, inden de skal træffe deres valg, siger Harald Børsting.
Som udgangspunkt har folk over 50 år - og helt sikkert folk over 55 år - fordel af at blive i ordningen, viser LO's beregninger. Men også yngre personer, der har en middel til lav indkomst, har en økonomisk gevinst ved at blive i ordningen.
Det er muligt at lave en personlig beregning på LO's hjemmeside.
//ritzau//