Farlig svinesyge breder sig til mennesker
En resistent bakterie hos svin ser ud til at smitte fra menneske til menneske. Det truer hospitalspatienter.
Den ser nemlig ud til at være begyndt at smitte herhjemme også fra menneske til menneske.
Hidtil er fund af den resistente svinebakterie, MRSA-CC398, først og fremmest gjort hos landmænd med svinebesætninger. Men i 2010 blev bakterien konstateret hos hele 15 danskere, som ikke havde haft kontakt til svin.
Det fremgår af den årlige Danmap-rapport, der kortlægger udbredelsen af smitte blandt befolkningen fra alle typer resistente, såkaldte MRSA-bakterier.
- Vi kan ikke sige med sikkerhed, at der er sket smitte fra menneske til menneske med CC398-typen. Men meget tyder på det. Og det tænder en advarselslampe, siger overlæge Robert Skov fra Statens Serum Institut.
Advarselslampen er tændt, fordi CC398-bakterien i værste fald kan slå sygdomssvækkede hospitalspatienter ihjel.
Alle typer stafylokokker - både dem, der kan slås ned med almindelig antibiotika, og de resistente typer, som kræver særlige medikamenter - giver især børnesår eller bylder, hvis bakterien først har forårsaget infektioner.
En tredjedel af befolkningen bærer på stafylokokbakterier, men langt oftest uden at få infektioner. Kun få bærer på de resistente typer.
Sygdomsudbruddene er ufarlige for raske mennesker. Men en femtedel døde af de 1400 patienter, som sidste år udviklede blodforgiftning på grund af den ene eller anden type stafylokok.
Og dødeligheden er dobbelt så stor blandt patienter, som får blodforgiftning af en af de forskellige typer af de resistente MRSA-bakterier, som også findes blandt mennesker.
Derfor forsøger sundhedsmyndighederne at holde udbredelsen af alle slags resistente stafylokokbakterier nede med en ny handlingsplan.
/ritzau/