23948sdkhjf

Psykisk syge mister kontanthjælp

Op mod 40 procent af dem, der får stoppet kontanthjælpen, fordi de ikke møder op til samtale, får psykofarmaka
For første gang viser en større undersøgelse, at ledige, der får psykofarmaka, eller som har en psykiatrisk diagnose, i stor stil bliver trukket i kontanthjælp, hvis de ikke opfylder kommunens krav.

Det skriver Politiken.

Blandt de langvarigt arbejdsløse unge under 25 år, som i første kvartal af 2010 blev "sanktioneret" - altså fik stoppet kontanthjælpen, fordi de eksempelvis ikke mødte op til en samtale hos kommunen - havde 38 procent fået udskrevet psykofarmaka.

Og knap 15 procent havde en psykiatrisk diagnose fra et hospital.

Blandt de 25-64-årige var det knap 40 procent, som brugte psykofarmaka, mens 12 procent havde en psykiatrisk diagnose.

Undersøgelsen, som er lavet af Anvendt KommunalForskning (AKF) for Rådet for Socialt Udsatte, kommer efter meget debat om, hvorvidt beskæftigelsessystemet straffer de svageste uden at bringe dem tættere på et job, skriver Politiken.

Formand for Erhvervs- og Arbejdsmarkedsudvalget i KL, den socialdemokratiske borgmester Erik Nielsen, medgiver, at der bliver sanktioneret for meget mod de allersvageste.

Men han mener, at loven kræver det.

- Vi så gerne en forenkling af systemet, så der kunne skræddersys en indsats for de svageste. Som det er nu, bruger vi ressourcerne på for eksempel at kalde folk til samtaler, siger borgmester Erik Nielsen til Politiken.

Beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) vil ikke sige, om de svageste for ofte bliver sanktioneret, for det kommer an på kommunens vurdering af den enkelte.

- Kommunerne må tage ansvaret på sig. Loven giver mulighed for at undlade sanktioner mod personer med psykiatriske lidelser, siger Inger Støjberg til Politiken.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08