"Her vil jeg ikke bo"
Så klar er udmeldingen fra den snart 70-årige Kate Runge, fhv. embedslæge og nuværende lokalpolitiker i Aarhus, da hun sammen med NyhedsInformation besøger plejehjemmet Toftegården udenfor Aarhus.
På tærsklen til den tredje alder har hun gjort sig tanker om, hvordan det er at blive ældre.
"I vores hus har vi ingen dørtrin, så det hjælper lidt, hvis man eksempelvis kommer i kørestol, siger hun med et smil og fortæller, at hun engang har prøvet at køre rundt i en rullestol for at se, hvordan det føles.
"Det er ikke så svært at forestille sig, hvordan det vil være med nedsat fysisk formåen, men det er straks sværere at forestille sig, hvordan det vil være, hvis problemet er mere mentalt. Det kan jeg faktisk slet ikke se for mig," siger hun, inden turen går til Toftegården.
Gennem sine 25 år som embedslæge i det tidl. Aarhus Amt har Kate Runge haft til opgave at føre tilsyn med sundhedspersonale, læger og sygeplejersker, plejehjem og handicapinstitutioner. Herudover har hun deltaget i behandlingen af misbrugere, været arresthuslæge og forsket i selvmord blandt ældre.
Som embedslæge fik hun sat fokus på især de ældres forhold på plejehjem, hvilket sendte dønninger ud over det ganske land. Det førte til, at Folketinget vedtog en tilsynslov, så der nu aflægges to tilsynsbesøg årligt på hvert plejehjem/plejeboligenhed. Desuden kom der krav om oprettelse af et bruger-pårørende-råd.
Plejehjem i baghaven
Kate Runge bor sammen med sin mand i midten af Hasle – i Aarhus. Plejehjemmet Toftegården ligger kun et godt stenkast fra boligen. Og her troede Kate Runge som sagt, at hun skulle tilbringe sine sidste år – indtil hun fik set nærmere på plejehjemmet.
Toftegården er et fire år gammelt plejehjem, og rammerne er præget af, at bygningen oprindeligt er bygget som et såkaldt leve-bo-miljø. Sådan fungerer det bare ikke – de ældre er for plejekrævende.
Toftegården er placeret i et meget belastet område i Hasle. Her er atmosfæren præget af byliv frem for landlig stilhed, hvilket egentlig er helt efter Kate Runges smag. Hun er selv født i 1941 på Islands Brygge. Hendes opvækst har således været præget af besættelsen, efterkrigstiden og vedvarende gadestøj – og hun vil derfor ikke bo på et plejehjem udenfor byen.
"Det er egentlig lidt sørgeligt, at der bygges så mange plejehjem udenfor byerne. Det er jo ikke her, de ældre vil bo – og det er ikke let for de pårørende at komme derud. Nej, jeg vil klart foretrække et plejehjem inde i byen," siger Kate Runge, der umiddelbart er positiv overfor Toftegården, inden vi går ind af hovedindgangen.
Rammerne er vigtige
Mangfoldighed er nøgleordet for beboerne og plejerne på Toftegården. Der er mange muslimer og ikke-dansk talende ældre blandt hjemmets 49 beboere. Og for at imødekomme de arabisk talende ældre er der også arabisk talende personale. Denne multietnicitet er ikke noget, der skræmmer en verdensdame som Kate Runge – de mange rejser og interessen for andre kulturer viser sig i hendes hjem i form af bl.a. græske symboler og engelsk kunst.
De rummelige stuer med farverige vægge i hjemmet ligner slet ikke de lejligheder, som plejehjemmets halvt hundrede beboere lever i. Gangenes vægge er ganske vist pyntet med Madam Blå og gammelt snedkerværktøj, og boligerne har deres personlige præg, men den sterile hvide farve er altdominerende – og virker måske mere steril end selv en pensioneret mediciner synes godt om.
"De, som bygger plejehjem, og de der er på plejehjemmene til dagligt, er helt sikkert ikke de samme personer. Hvorfor bliver de ved med at bruge de samme elendige arkitekter?," siger Kate Runge i irritation over Toftegårdens lange hvide – og kedelige – gange. Hun forstår ikke, hvorfor gangene absolut skal være hvide, og hvorfor alting skal være så kedeligt og sygehusagtigt.
Selvom farverne – eller mangel på samme – er det første, Kate Runge lægger mærke til, så er det ikke hendes eneste kritikpunkt i forhold til bygningsrammerne på Toftegården. Som embedslæge har hun gået et hav af tilsyn på plejehjem, og hun bemærker straks, at lejlighederne på Toftegården ikke har den størrelse, som hun mener, de skal have. Hun finder ikke ligefrem målebåndet frem, men konstaterer alligevel, at fællesarealerne ikke kompenserer for de små boliger.
"De her boliger er godt nok små, men efter jeg er kommet i byrådet, bygger kommunen ikke længere et-rumsboliger. Selvom man er dement og ældre, skal man ikke affejes med et-rumsboliger," siger Kate Runge og tilføjer:
"Man orienterer ikke beboerne om tingene. Eksempelvis at de kan få to-rumsboliger i stedet for et-rums. I min generation kender vi vores juridiske rettigheder", siger Kate, der samtidig citerer Serviceloven ordret. For som embedslæge har hun beskæftiget sig meget med det juridiske felt – og mener, at det er vigtigt, at de ældre kender deres rettigheder.
Hun oplever, at de ældre i dag er dybt taknemmelige for det, de får – en ting der vil ændre sig, når hendes generation kommer på plejehjem. Hun vil selv stille krav om, at det, som hun får tilbudt, rent faktisk er i orden.
En have uden rum
Der er blomster hjemme hos Kate Runge, og haven er helt aflukket. Sådan er det slet ikke i plejehjemmets haveanlæg, hvis man altså kan kalde det et anlæg. Blomsterbeplantningen er sparsom, bemærker Kate Runge, der samtidig fremhæver blomsterne som den mest positive del af haven.
"Hvorfor er der ikke en hæk, der lukker af ud til parkeringspladsen og den gamle hovedvej," spørger hun forundret og peger ud på det stålhegn, der omkranser haven.
Hun er heller ikke tilfreds med havearkitektens prioriteringer. Hvis hun skulle bestemme, var haven inddelt mere i små rum omkranset af højbede – i stedet for at være én stor åben have uden hygge.
"Når jeg kommer på plejehjem, vil jeg altså gerne have en lille sti ude i haven, hvor jeg kan gå en tur. Sådan en sti burde der være i den her have," pointerer Kate, der samtidig slår fast, at der skal være både højbed og rosenbed i hendes plejehjemshave.
Kate – der var én af stemmeslugerne til den østjyske storbys byrådsvalg – fastslår hermed, at ej heller plejehjemmets have lever op til hendes plejehjemsforestillinger.
Vil selv bestemme
"I gamle dage blev døren åbnet til alderdomshjemmet, når man fyldte 80 år. Sådan er det ikke længere, men vi tænker stadig de ældre ind i systemer. Der er altså en glæde ved at kunne selv – og det offentlige skal kun give det, som folk har brug for. Ikke mere end det," siger Kate Runge, der samtidig pointerer, at både personalet og de ældre skal have en reel mulighed for at træffe langt flere valg selv.
På Toftegården spiser de ældre det, der bliver serveret – men der er plads til variation. Maden bliver lavet i det centrale køkken udenfor huset, men der er ernæringsassistenter i huset, der tilpasser kosten efter behov.
"Hvorfor skal de ældre ikke spise det, som de har lyst til? Ernæringseksperterne tror, at de kan lære de ældre at spise kogt torsk med sennepssovs og broccoli. Sandheden er jo, at de spiser torsken og smider broccolien ud," siger hun, da turen går forbi plejehjemmets køkken. Det køkken, der kun anvendes til mellemmåltiderne, fordi det varme måltid laves centralt ude i byen. #Som læge er Kate Runge opmærksom på, at et glas rødvin faktisk kan være sundt. Med den viden undrer hun sig over, at der ikke bliver serveret mere rødvin på landets plejehjem. På Toftegården er det ikke forbudt at drikke alkohol, men de ældre gør det ikke. Kun til højtider og andre traditionelle anledninger, når huset giver en flaske. Her er Kate ikke sen til at opfordre personalet til, at de fremover fortæller beboerne, at de selvfølgelig godt må drikke øl eller vin til maden.
Manglen på vinen er imidlertid ikke den eneste anke ved plejehjemsmåltiderne, som Kate Runge synes burde være lidt anderledes, end det er i dag.
"Det fine guldkantsporcelæn kommer med på plejehjem, når de ældre flytter ind – men det står inde i skabet, når de mødes til kaffe og kage i fællesrummet. Her er det i stedet jernbestik og kedelige kaffestel, der bliver brugt. Hvorfor ikke lade dem invitere hinanden på kaffe med det fine porcelæn? De ældre damer kan jo stadig glædes over værtinderollen," siger hun.