Kan MF'erne hjælpe de demente?
Tidligere på året rejste Lægeforeningen debatten omkring behandling af demente. Nu opfordre Lægeforeningen igen Folketinget til hurtigst muligt at ændre sundhedsloven, så sundhedspersonale kan behandle demente, selv om de ikke er i stand til at give deres samtykke. Det er også anbefalingen fra Etisk Råd.
Tidligere på året opfordrede Lægeforeningen - sammen med Landsforeningen LEV, FOA, Alzheimerforeningen, Socialpædagogernes Landsforbund - sundhedsministeren til at indgå i en dialog om en lovændring. Siden har Etisk Råd taget bolden op.
Ingen behandling
"Som lovgivningen er i dag kan der opstå situationer, hvor demente og udviklingshæmmede ikke får den behandling, som de har brug for. Det er uværdigt for både patienterne og personalet, og det kan vi ikke leve med. Derfor bør Folketinget med sundhedsministeren i spidsen ændre lovgivningen, så demente sikres hjælp også selv om de siger nej," siger Mads Koch Hansen, der er formand for Lægeforeningen.
Lægeforeningen peger på, at der blandt andet bør indføres en fast procedure for, hvordan man sikrer, at patienten kun behandles mod sin vilje, når afvisningen af behandlingen skyldes patientens demenssygdom.
"Det er vigtigt med klare regler, der er lette at forstå - både af hensyn til de demente og de pårørende, men også til læger, sygeplejersker og plejepersonale, som skal administrere reglerne. Derfor bør Folketinget tage alle relevante fagpersoner med på råd, når lovændringen skal forberedes," siger Mads Koch Hansen.