Genoptræning skaber ulighed
Sundhedsvæsnets konstant bedre muligheder for at behandle stadigt flere danskere for alvorlige sygdomme står i skarp modsætning til indsatsen, når patienterne bagefter skal lære at leve og klare sig igen. Her står mange patienter alene, og hjælpen afhænger meget af, hvilken og hvor rig en kommune, de bor i.
Efter en stor operation for en hjernesvulst i en alder af 58 gik Ulla Rasmussen fra Furesø Kommune fra et liv som aktiv kommunalpolitiker til et liv præget af handicap.
"Jeg var lammet i halvdelen af ansigtet, havde svært ved tale, gå, synke, spise og tænke klart," siger hun.
Hun giver en meget stor indsats fra kommunen en vigtig del af æren for, at hun i dag synes, at hun fungerer optimalt i dagligdagen igen.
"Nu har jeg fået så mange kræfter, at jeg kan hjælpe andre i samme situation. Her møder jeg til gengæld masser af andre, der ikke får nær samme støtte som jeg," siger hun og fortsætter:
"Men alternativet er, at vi bliver virkelig dyre for samfundet i den sidste ende og risikerer at skulle have utroligt meget hjælp, fordi vi ikke lærer at klare os selv."
Projektleder på bogen Bjarne Hjortbak, der er udviklingskonsulent for CFK, Folkesundhed og Kvalitetsudvikling i Region Midtjylland, advarer mod de lokale tilfældigheder.
"Presses borgeren midt i et sygdomsforløb på grund af kommunal økonomi, risikerer vi at sende dem på varig offentlig forsørgelse og afhængighed. Den form for ineffektiv kassetænkning er hverken til borgerens eller samfundets gavn," siger han.
Han mener, at rehabilitering bør blive en generel rettighed i loven, ligesom i Norge, i stedet for noget, som den enkelte selv skal kæmpe med.
//ritzau//