Læge-hjælp til rådgivning om prostatakræft
En simpel blodprøve
Det kan lyde tillokkende. En simpel blodprøve - en såkaldt PSA-test - og vupti, kan man få at vide, om man har en forhøjet risiko for prostatakræft.
Men så simpelt er det langt fra. Dels er prøveresultatet usikkert. Dels er det usikkert, hvad det betyder for helbreddet, hvis man har prostatakræft. Langt de fleste lever nemlig godt og længe med kræften. Men selvom postatakræft for de fleste er noget man lever med - uden gener - og ikke noget man dør af, er det ikke altid en ufarlig sygdom. Hvert år dør omring 1.200 danskere af prostatakræft.
Informeret beslutning
- Lægen står i en særdeles vanskelig rådgivningssituation, når en ellers rask mand ønsker at få en PSA-test, siger lægekonsulent i Region Midtjylland og praktiserende læge i Århus, Flemming Bro.
På den baggrund har Region Midtjylland efter engelsk forebillede udviklet et dialogmateriale, der skal hjælpe patient og læge med at komme omkring alle vigtige overvejelser i forbindelse med en PSA-test.
Ønsket om en PSA-test har været stigende gennem de seneste år, og dialogpakken bliver derfor taget godt imod hos lægerne.
- Netop fordi prøvesvaret ikke er entydigt, og en måske unødig behandling kan give bivirkninger, er det utrolig vigtigt, at manden forstår, hvad han siger ja eller nej til. Dialogpakken er et godt redskab til at komme omkring fordele og ulemper ved testen", siger praktiserende læge i Bjerringbro, Esben Iversen.