23948sdkhjf

Sosu-skole halverer frafald på et år

Rekruttering: Århus social- og sundhedsskole har på ét år nedbragt frafaldet for grundforløbseleverne fra 21,9 til 12,6 pct. Det er sket ved en fokuseret indsats bl.a. med mentorer og samarbejde med eksterne parter
Eleverne strømmer til social- og sundhedsskolen. Søgningen er næsten fordoblet fra 2008/2009 til indeværende skoleår. Og skolen tager imod alle kvalificerede. Blandt dem er der rigtigt mange, som har negative skoleerfaringer og nederlag med sig i rygsækken.

F.eks. er antallet af ansøgere uden en 9.-klasses afgangseksamen vokset nærmest eksplosivt. På grundforløbet i efteråret 2009 havde ca. 100 ud af de 250 elever ikke afsluttet 9. klasse, mens tallet for forårsholdet er ca. 150 ud af 250 elever.

“En del af vores elever har faglige eller sociale og personlige vanskeligheder. Bl.a. derfor var der også tidligere et ret højt frafald, men det har vi fået vendt ved at fokusere på en række forskellige indsatsområder," forklarer Inge Dolmer, der er leder af grundforløbet på Århus social- og sundhedsskole.

Alle indsatser handler om at møde den enkelte elev, dér hvor hun/han er. Ordblinde udstyres med IT-rygsække, og alle andre elever får deres egen pc under hele uddannelsen. Men ud over konkrete hjælpemidler har skolen bl.a. også ændret på organiseringen. Der tilbydes et grundforløb, hvis længde tilpasses efter den enkeltes skolebaggrund - fra 20 til 40 uger.

“Eleverne begynder grundforløbet med en fælles hyttetur, og undervejs i forløbet får 40-ugersholdet og det ordinære 20-ugershold en tur til København, mens det højfaglige grundforløb kommer på en udlandsrejse. Det er med til at ryste eleverne sammen, hvilket også virker mod frafald," siger Inge Dolmer.

Derudover ansatte skolen i august sidste år to mentorer, som tager samtaler med eleverne, f.eks. hvis de har problemer, eller hvis de får fravær. Når en elev har 5-7 pct. fravær, giver skolens mentorer også besked til elevens ungdomsvejleder og til forældrene, hvis eleven er under 18 år.

Sosu-skolen har også et specialpædagogisk værksted, hvor eleverne bl.a. tilbydes hjælp med lektier og løsning af opgaver. Ca. 40 pct. af skolens elever benytter det socialpædagogiske værksted.

“Vi holder på sin vis den unge i hånden og viser interesse for vedkommende. Tidligere kunne en elev stille og roligt sive ud ved gradvist mere og mere fravær. Det sker ikke længere. Vi holder hele tiden en tæt kontakt til hver enkelt elev og forsøger at få løst de problemer, der står imellem den unge og uddannelsen," forklarer Inge Dolmer.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.07