Sparer 150 millioner ved målrettet brug af udbud
Konkurrence: Frederiksberg Kommune vil satse målrettet på udbud - og få mere for pengene gennem effektivisering
Udbudsstrategien er en integreret del af budgetprocessen, og nu vil kommunen også kigge på de bløde områder som daginstitutioner og plejehjem.
Det er de hentede penge fra udbud, der skal være med til at betale for, at børnefamilierne bliver boende i kommunen, fastslår fungerende kommunaldirektør i Frederiksberg, Bjørn Thomsen, som redegjorde for strategien på Frederiksberg på OPexpo 2010 konferencen om offentlig-privat samarbejde, der fandt sted 23. september i København.
Som i andre kommuner står Frederiksberg også overfor et stigende antal ældre og nulvækst, men vælger altså konkurrenceudsættelse og udbud som værktøj for at sikre sit serviceniveau.
Der er sket et paradigmeskifte. Vi har i kommunen en udgiftsvækst på 100 mio. kr., som vi før i tiden ville have hentet gennem besparelser eller skattestigning, men nu henter vi det hele i effektiviseringer," oplyser Bjørn Thomsen.
I foråret havde Frederiksberg eksterne konsulenter til at kigge på potentialet for effektiviseringer. Budgettet blev gennemgået, fremlagt på budgetseminar og i medarbejderorganisationer. Det blev også lagt helt åbent frem i kommunalbestyrelsen, hvor det blev vedtaget med 24 ud af 25 stemmer i forbindelse med budgetforliget. Frederiksberg Kommune vil nu give sig i kast med udbud af plejehjem og daginstitutioner, som måske i sidste ende skal ledes af private firmaer.
Da man prøvede med et plejehjem for 10 år siden, endte det med, at kontrolbuddet overtrumfede det private bud.