23948sdkhjf

“Det gør helt ondt i maven - så meget griner vi"

Trivsel og arbejdsglæde: Plejecenteret Lindevænget gør en særlig indsats for trivsel og arbejdsglæde med enkle metoder, der er langtidsholdbare
Det betaler sig virkelig at foretage langsigtede investeringer i trivsel og arbejdsglæde, hvis man vil have større udbytte af de ressourcer, der er til rådighed i en offentlig institution. Det har man erfaret på plejecenteret Lindevænget i Randers efter at have gennemført et kursus i bedre trivsel.

Her var ældreboligerne præget af for meget skyllerumssnak og for lidt dialog og samarbejde mellem afdelingerne. Alle sad tavse og kikkede ned i bordet, hvis der skulle ændres i dagens opgaver i forbindelse med sygdom, eller hvis en kollega følte, hun ikke kunne nå alt på sin dagseddel.

Sådan er det ikke mere, fortæller sosu-hjælper Hanne Ankerstjerne, der har været på Lindevænget i 13 år.

“Tingene er meget nemmere nu. Det er som om, der er en tid før og en efter trivsels forløbet. Vi bruger hinanden som kolleger på en helt anden måde. Vi accepterer hinanden, som vi er, og er opmærksomme, hvis nogen ikke har det så godt. Det er blevet i orden at sige åbent, at man har problemer derhjemme, for så kan kollegerne bedre tage hånd om og støtte hinanden," siger Hanne Ankerstjerne og fortsætter:

“Kollegerne er der for hinanden i travle perioder. Vi snakker om tingene og er blevet mere rummelige. Vi griner og pjatter på arbejde, og nu er vi også begyndt at ses i fritiden, gå i biografen sammen, til koncert eller ud at spise. Ingen tager anstød af at få at vide, hvis de kører på kanten af deres personlighed, og at de er ved at være for meget, for det er ment positivt, og sådan bliver det også opfattet," fortæller den 40-årige sosu-hjælper.

Beboere må også kunne mærke en anden stemning. For ganske vist kommer der flere forskellige end tidligere ind ad døren til dem, fordi alle er parate til at træde til ved mandefald, men ifølge Hanne Ankerstjerne gør det ikke noget, for beboerne kan fornemme, at der er en bedre tone og atmosfære, fordi der er en helt anderledes arbejdsglæde.

Lederens fornemmelse

Arbejdsglæde er ikke noget, der kommer af sig selv på en eftermiddag. Det har krævet flere måneders aktiv indsats fra såvel ledelse som ansatte. Til gengæld tyder alt på, at det er en permanent forbedring.

Det var lederen af ældreboligerne ved Lindevænget, Birgit Andresen, som først erkendte, at der skulle gøres noget. Med 13 års erfaring som leder indenfor plejesektoren fornemmede hun tydeligt, at personalet manglede trivsel og arbejdsglæde, og at samarbejdet mellem de fire afdelinger haltede. Alle gjorde, hvad de skulle, men så heller ikke mere, og det var stort problem for både ledelse, medarbejdere og de borgere, som de skulle betjene.

Der var enighed om, at det krævede støtte udefra at få et nyt image, så det er de positive historier, der bliver fortalt indadtil og udadtil.

Trivsel og arbejdsglæde

På Lindevænget har man indført en trivselsbadge og en trivselsbold. Badgen er et skilt, der fortæller, hvem blandt personalet der skal have særlig opmærksomhed og forkæles i denne uge. En liste sikrer, at badget når rundt til alle.

Trivselsbolden bliver taget frem på møder, hvor kolleger roser hinanden og siger åbent, hvis de synes, en af de andre har gjort det godt.

Desuden har alle en hemmelig trivselsven blandt det øvrige personale.

Et trivsels badge og en bold lyder som noget fra børnehaven, men ifølge både Hanne Ankerstjerne og Birgit Andresen har de en effekt:

“Så snart bolden kommer frem, opstår der en positiv stemning, og det har efterhånden bredt sig til situationer, hvor den ikke er i spil," siger de.

Det er banalt, men det virker, har virksomheden bag konceptet “Trivsel og Arbejdsglæde" Ibsing & Fornitz ApS erfaret.

“Det er så enkelt, ros og anerkendelse fører til større trivsel og arbejdsglæde, der igen medfører ros og anerkendelse. En positiv spiral opstår, og pludselig kan personalet slet ikke lade være med at fortælle den gode historie både på arbejdspladsen og ude i byen," siger Michael J. Ibsing og Jane Fornitz, som står bag konceptet.

Hvilke type er du

Det er dog ikke kun et spørgsmål om at lukke smil og glæde ind. Arbejdet på et ældrecenter er også alvorligt. Det er vigtigt at kunne acceptere de forskellige typer og personer, der er blandt personalet.

Til det formål har ledelse og ansatte ved ældreboligerne fået bestemt, hvilke af ni personlighedstyper der dominerer hos den enkelte.

“Man skulle tro, at det vèd mennesker, som går op ad hinanden flere timer dagligt, men sådan er det ikke," fastslår Birgit Andresen. “For selvom man har en fornemmelse, er det vigtigt at få sat ord på af hensyn til både en selv og kollegerne."

Det blev tydeligt, hvilke typer hendes personale består af. Hvem er igangsættere, hvem er afsluttere, hvem er til ideer og visioner, hvem er bagstræberne. Næste gang, der bliver en stilling ledig, vil det af opslaget fremgå, hvilken type der er behov for. Det har givet stor rummelighed for os alle og meget større accept.

“For mig og sikkert også for flere andre var det med til at åbne øjnene for, at der er en grund til, at vi gør, som vi gør. Vi blev afklaret i forhold til hinanden, f.eks. da det viste sig, at den, der altid lyder så skrap, ikke mener noget med det. Og nu er det i orden at sige til rappenskralden fra København, at nu rapper du og lave sjov med det.

Er man til tryghed og det kendte, har man lidt lettere ved at vove sig ud i noget nyt, når kollegerne kan bakke en op, fordi de ved, at sådan er man som type. Og det er godt at vide, at der er flere, der har det lige sådan. Ingen kan lave grundlæggende om på sin type, men det er muligt at tage hensyn til den. Det gælder både ledelse, kolleger og nok så væsentligt en selv. Men, advarer Birgit Andresen, det må ikke blive en sovepude.

Varige ændringer

Da hun i begyndelsen af 2008 kontaktede Ibsing & Fornitz Aps, ville hun ikke have et af de forløb, hvor det gælder om at dunke hinanden oven i hovedet med noget, andre engang har sagt eller gjort. Hun ville have noget fremadrettet, der gav varige ændringer.

Forløbet har været over 12 uger. Og alle har været villige til at yde en indsats mellem de enkelte kursusdage.

Nu, godt et år senere, kan Birgit Andresen glæde sig over, at det lykkedes at skabe trivsel og arbejdsglæde, måske endda lidt for godt:

“Nogle af pigerne spøger med, at de er nødt til at melde sig syge, fordi de får ondt i maven af at gå på arbejde, så meget griner vi i løbet af dagen."
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078