Kommune: Aktive sygeforløb virker
-Jeg erkender, at de historier der har været i medierne gør indtryk på mig. Og som borgmester skal jeg være den første til at tage ansvar for, at der skal tages hensyn til igangværende behandling og svære lidelser inden borgeren skal aktiveres. Men det passer ikke, når det påstås, at der ikke bliver taget individuelle hensyn eller de aktive sygeforløb er meningsløse, udtaler borgmester Søren Kjærsgaard.
Bringer borgeren videre
Blandt de sygemeldte i Holbæk Kommune mener tre ud af fire borgere, at aktive sygeforløb bringer dem hurtigere tilbage i job. Og 72 % mener, at aktive sygeforløb gør dem bedre i stand til at håndtere deres sygdom.For langt de fleste sygemeldte er et aktivt sygeforløb altså et rigtig godt redskab til at bringe borgeren hurtigst muligt tilbage i arbejde. Det vigtigste i denne proces er naturligvis et velfungerede behandlingssystem, hvor lægefagligt personale sikrer den rigtige behandling. Kommunernes bidrag er i denne forbindelse at sikre en effektiv genoptræning og at sikre, at borgerne er i et meningsfyldt aktivt sygeforløb.
Tilknytningen til arbejdspladsen er vigtig
Forskningen viser, at tilknytning til arbejdspladsen, også mens man er syg, er en nødvendig forudsætning for at få et kortere sygdomsforløb. Når man er væk fra sin arbejdsplads, mister man kontakt til kolleger og følingen med opgaverne. Dermed bliver fraværet i sig selv et problem.-Man kommer ikke hurtigere tilbage i arbejde, hvis man sidder hjemme i sofaen. Vi skal derfor som kommune gøre alt, hvad vi kan for, at borgeren kan fastholde tilknytningen til arbejdspladsen. Det gør vi gennem aktive sygeforløb. Og alle aktive sygeforløb skal have som formål at få borgeren så tæt på arbejdspladsen som muligt, siger Jobcenterchef Kasper Deleuran Kyed.
Gevinst både for den sygemeldte og kommunen
Faktisk vil borgerne gerne i aktive sygeforløb. Og gerne hurtigt efter de er blevet syge. En undersøgelse af de aktiverede hos den private aktør Quick Care, som blev gennemført i 1. halvår 2010 blandt 3200 borgere over hele landet, viste at 24 % syntes, at det aktive sygeforløb kom i gang for sent. Det betyder, at borgeren selv efterlyser at komme i gang.-Heldigvis er der også god kommunal økonomi i aktive sygeforløb. For vi kan se, at det virker. Og det betyder, at vi i Holbæk Kommune har færre udgifter til sygedagpenge end tidligere. Inden vi startede med aktive sygeforløb fik vi 84 ud af 100 borgere tilbage i arbejde inden for de første tre måneder. I dag får vi 87 ud af 100 borgere tilbage i arbejde inden for de første tre måneder. På den måde sparer kommunen penge. Og endnu vigtigere får vi borgeren hurtigere rask, slutter Kasper Deuleran Kyed.