Forebyggende hjemmebesøg er blevet bedre
Ankestyrelsens seneste undersøgelse viser bl.a., at kommunerne har kunnet bruge opsamlingen af erfaringer
Undersøgelsen er både en opfølgning på en tidligere undersøgelse fra 2007 og en afdækning af, om de gode erfaringer fra Ankestyrelsens håndbog fra 2008 bliver anvendt i kommunerne.
Undersøgelsen viser bl.a., at kommunerne har indtænkt en stærk kobling mellem det forebyggende, det sundhedsfremmende og det sociale sigte i hjemmebesøgene i form af bl.a. kost- og motionsprojekter på tværs af kommunen og frivillige sociale foreninger.
Endvidere fremgår det, at kommunerne har særlig fokus på risikogrupper, som f.eks. enker/enkemænd eller isolerede ældre. Det vil sige ældre borgere, som har eller er i risiko for at få fysiske, psykiske og/eller sociale problemer og derfor kræver en særlig indsats. Endelig viser undersøgelsen, at stort set alle kommuner kender håndbogen om forebyggende hjemmebesøg fra 2008. Derudover viser besvarelserne, at håndbogen har medført en forskel i nogle kommuner i relation til ændringer i både praksis og på forvaltningsniveau.