23948sdkhjf

Nyt sundhedscenter for kræftramte

Grundstenen til Københavns nye Sundhedscenter for Kræftramte er lagt
Sundheds- og omsorgsborgmester Ninna Thomsen kunne fornylig lægge grundstenen til Københavns nye Sundhedscenter for Kræftramte.

Her nedmurede hun bl.a. to kræftramte menneskers historier, så eftertiden kan læse dem.

Et halvt meter langt rør i rustfrit stål blev muret ned i fundamentet på det kommende Sundhedscenter for Kræftramte.

Inden i røret var dagens mønt, dagens avis, byggeriets tegninger og en beskrivelse af arkitekturen. Desuden var der sundhedscentrets værdigrundlag og de to personlige historier fra brugere af huset. Eftertiden vil derfor kunne læse om, hvordan kræftrehabilitering foregik i 2010.

“Man kan føle sig meget ensom med sin kræftdiagnose, og derfor er rehabilitering, vejledning og gode snakke med ligesindede utroligt givende for borgere med kræft," sagde Ninna Thomsen i sin tale. København har, ifølge Ninna Thomsen, opbygget en stor ekspertise i støtte til kræftpatienter siden Sundhedscenter for Kræftramte i Ryesgade åbnede i 2007 - som det første af sin slags.

“Derfor er det meget lykkeligt, at der var politisk enighed om at give endnu bedre mulighed for at yde rehabilitering og rådgivning til patienterne ved at bygge et nyt center," siger hun.

Helende arkitektur

Københavns nye Sundhedscenter for Kræftramte skal ligge på Nørre Allé overfor Panum Instituttet. Det skal hjælpe kræftramte borgere i København, yngre patienter fra Frederiksberg - samt i nogle tilfælde hele Danmark - gennem motion, kostvejledning, samvær og samtaler med sundhedspersonale.

For at skabe bedre rammer er "helende" arkitektur tænkt ind i byggeriet. Høje, rummelige, lyse rum, god akustik, en gårdhave, som er inspireret af fortidens klosterhaver samt et centralt placeret fællesområde med lounge, skal stimulere samvær og virke lægende.

“Det nye center vil i høj grad blive formet efter brugernes, medarbejdernes og vores samarbejdspartneres behov," fastslår centerleder Jette Vibe-Petersen.

Et godt tilbud

71-årige Poul Godtfred Arenfeldt Mathiesen fra Indre By er kommet i Sundhedscenter for Kræftramte i tre år. Han er den ene af de to mennesker, hvis kræfthistorie blev muret ned i fundamentet ved grundstensnedlæggelsen. I dokumentet fortæller Poul Mathiesen bl.a., at han mener, træningen i centret har givet ham styrke til at klare kemobehandlinger og komme godt igennem operationer.

Han går bl.a. til Tai Chi med andre kræftramte og deltager i naturaktiviteter på centret.

“I centret træner jeg med "lidelsesfæller." De ved, hvad det drejer sig om, og de ved, at jeg ikke er nogen supermand - jeg kan træne i det tempo, jeg kan følge med til. Jeg har fået hjælp og vejledning, så jeg har lært at træne, selvom jeg har stomi og kateter og en dårlig balance," siger han.

Også Jette Paulisen på 58 år fra Nordvest har som brystopereret oplevet centret som et positivt holdepunkt i en svær situation.

“Det har i den grad givet struktur på dagene og ugen, at jeg skulle noget, og det har lært mig værdien af at træne. Det har været dejligt, hjælpsomt og meget betydningsfuldt for mig at komme i centret. Og jeg er frygtelig forarget over, at andre, der har den samme sygdom, og som ikke lige bor i Københavns Kommune, ikke kan få det fantastiske tilbud," siger hun.

Også Jette Paulisens sygehistorie blev muret ned til glæde for fremtidens københavnere – i fald de skulle finde på at nedrive huset om måske 200 år og åbne røret med de indmurede dokumenter.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094