Intelligent dragt skal hjælpe ældre
Studerende fra Aarhus School of Engineering har udviklet en intelligent dragt til ældre. Den skal gøre det nemmere at følge helbredstilstanden hos gamle og svage i eget hjem
Claus Andersen har i løbet af det seneste års tid udviklet en dragt med indbyggede sensorer, der kan måle f.eks. blodsukker, væskebalance og blodtryk hos den ældre.
"Tanken er, at dragten f.eks. registrer lavt blodsukker og samtidig sender besked til en insulinpumpe om kroppens behov. Eller den registrerer, at væskebalancen er dårlig, og samtidig sender den en alarm til den ældre om, at hun skal huske at drikke."
Bedre hjælp på vej
Teknologien bag dragten giver helt nye muligheder for at monitorere den ældres helbred og yde den rette hjælp i tide. De indbyggede sensorer kan kommunikere trådløst med behandlere og plejepersonale. "I princippet giver det uanede muligheder for at følge den ældres tilstand meget omhyggeligt døgnet rundt. Lægen kan eksempelvis via sin computer se virkningen af medicin, og hjemmesygeplejersken kan få en alarm på sin mobiltelefon, hvis dragten registrerer et fald," siger Claus Andersen.
I mange af landets kommuner har politikerne fået øjnene op for potentialet i intelligent tøj.
"Det er en vigtig del af den velfærdsteknologiske udvikling, der skal føre til øget tryghed blandt ældre, gøre den enkelte borger mere selvhjulpen samt frigøre kommunale medarbejdere til andre vigtige opgaver for borgerne." Det vurderer Dorthe Laustsen, rådmand for Sundhed og Omsorg i Århus Kommune.
"I dag er det ikke spørgsmålet om ja eller nej til velfærdsteknologien, men om hvordan vi udnytter den nye teknologi til at skabe bedre vilkår i hverdagen både for borgerne og medarbejderne," fastslår Dorthe Laustsen.
"Det er helt afgørende, at vi inddrager de nye løsninger på borgernes præmisser", siger hun.
Århus Kommune oprettede for knap et år siden et udviklingssekretariat for velfærdsteknologi. Det skal styrke udviklingen af nye teknologiske løsninger, der kan være med til at opretholde et fortsat højt service- og kvalitetsniveau i sundhedssektoren.
Endnu ikke klar
Der er stadig et stykke vej igen, før de studerendes intelligente dragt kan blive til rigtigt tøj og bruges af ældre i dagligdagen. Deres løsning skal bl.a. videreudvikles, så sensorerne bliver mindre og energiforsyningen til dragten stabil.
"Vi er i gang med at undersøge forskellige metoder til at holde på batteriet. Hvordan skal sensorerne snakke med hinanden, så de forbruger mindst muligt strøm? Det er det, der er den største teknologiske udfordring for alle, der arbejder med teknologi til intelligent tøj," forklarer Claus Andersen.
I øjeblikket tester de studerende bl.a. opladning af sensorer via kroppens bevægelser og sollys.