Ældre på målebåndet
Forebyggelse: Osteoporoseforeningen sætter i anledning af dansk og international Osteoporosedag den 20. oktober fokus på ryggen og konsekvenser af rygsammenfald på grund af knogleskørhed
I samarbejde med ældrecentre, sundhedscentre og aktivitetscentre over hele landet sætter Osteoporoseforeningen således fokus på uopdaget knogleskørhed (osteoporose).
550.000 danskere har knogleskørhed i større eller mindre grad. Heraf er 90.000 diagnosticeret og i behandling. Men har man knogleskørhed uden at vide det, så man kan gøre noget aktivt for at forhindre sygdommen i at udvikle sig, har man unødig forøget risiko for at brække sine knogler.
Hvert andet brud, der rammer personer over 50 år, skyldes knogleskørhed. Risikoen for at brække knoglerne stiger markant efter første osteoporotiske brud - helt op til 1100 pct. Halvdelen af alle disse brud kan imidlertid forebygges ved rettidig indsats, fastslår landsformand Ulla Knappe fra Osteoporoseforeningen.
Lumske rygbrud
Tab af kropshøjde er ofte tegn på, at man har sammenfald i ryggen på grund af knogleskørhed.
Sammenfald af ryghvirvlerne er en af de mere lumske konsekvenser af en stigende porøs knoglemasse, for i modsætning til andre typiske osteoporotiske brud som fx brud på underarm, håndled, lårben og hofter opdages brud på rygsøjlen langt fra altid. Det skyldes bl.a., at de smerter, som brud på rygsøjlen medfører, kan forveksles med almindelige rygsmerter, som har det med at fortage sig et stykke tid efter bruddet. Ved sammenfald af flere ryghvirvler er kroniske smerter dog ofte uundgåelige.
Endelig er der stadig mange, som tror, at højdetab er en naturlig ting af det at blive ældre.
Har man først fået et rygbrud, er der stor risiko for at få endnu et inden for et år, hvis ikke sygdommen bremses i tide. Rygbrud er alvorlige, fordi de ud over højdetab medfører pres på de indre organer, smerter, problemer med at passe sit tøj eller nå op på steder, man tidligere har kunnet nå.
Raske måles
13 steder i landet har Osteoporoseforeningens lokalafdelinger inviteret raske ældre til at møde op med deres pas og få målt deres højde. 12 måneder senere vil foreningen ved en lignende aktivitet måle de samme personer igen.
Formålet med denne event er at sætte fokus på, hvor relevant det er at sætte flere ressourcer ind på at opspore knogleskørhed på et tidligt stadie," siger Ulla Knappe.
Vi er sikre på, at vi i forbindelse med eventen kommer til at finde indtil flere, som har tabt højde i forhold til oplysningerne i deres pas, og vi er ligeså sikre på, at vi vil opleve mange, som igen vil have tabt højde, når vi gentager målingen om et år, hvis der ikke sættes ind med forebyggelse. Knogletab og deraf følgende brud kan nemlig undgås, hvis man ved, hvordan man passer på sine knogler eller er opmærksom på risikofaktorerne i tide," forklarer landsformanden.
Ud over selve målingerne vises der på de enkelte steder film om knogleskørhed, forebyggelse og behandling, og Osteoporoseforeningens lokalformænd vil være til stede under hele arrangementet.