23948sdkhjf

Borgmestrene er rygende uenige

Af Nicolaj Holm

Borgmestrene er slet ikke enige om, hvorvidt de kommunale plejehjem skal forblive kommunale – eller om de skal udliciteres og privatiseres. Det fremgår tydeligt af en rundspørge, som NyhedsInformation har foretaget blandt landets borgmestre

I kølevandet på de kommunale budgetforhandlinger lægger borgmestrene ikke skjul på, at den kommunale økonomi er presset. De fleste kommuner er tvunget til større eller mindre besparelser på områder, hvor det gør ondt. Eksempelvis på social- og sundhedsområdet.

Enkelte steder er det gået ud over plejehjemmene – ligesom det gjorde sidste år i Vesthimmerland, hvor et mindre plejehjem nu er på vej til at blive omdannet til et såkaldt friplejehjem.

Alligevel er der – rundt om i landets 98 kommuner – stor uenighed om, hvorvidt det vil være en fordel eller en ulempe for plejehjemsområdet, hvis flere af de kommunale plejehjem kommer helt eller delvist på private hænder.

Den ideologiske kamp

Ikke overraskende er tendensen, at borgmestrenes opfattelser afspejler deres partiideologiske ståsteder. Der er flere borgerlige borgmestre, som er pro udlicitering og privatisering, mens det modsatte er tilfældet for de socialdemokratiske borgmestre.

Socialdemokraten Erik Sørensen, der indtil januar var borgmester i Frederikshavn Kommune – en kommune der stadig har rødt flertal – er direkte imod udlicitering og privatisering af plejehjemsdriften.

"Udlicitering af kommunale plejehjem og egentlig privatisering vil være ’udansk’. Hvad gør vi, hvis de private opgiver plejehjemsdriften?", lyder det spørgende fra Erik Sørensen.

Helt anderledes reagerer hans vestjyske kollega i Struer, den tidligere Venstre-borgmester Martin Merrild. Han ser klart en række fordele ved udlicitering og privatisering af plejehjemmene.

"Det vil være en stor fordel for alle, hvis det blev almindeligt, at der – som et supplement til de kommunale – var privat drevne plejehjem. Betalingen skal svare til de samlede omkostninger, der er ved de kommunalt drevne plejehjem. Og det skal selvfølgelig ske under tilsyn, som det der foregår på de kommunale plejehjem. Der er et stort behov for at afsøge, om der er andre måder at organisere plejen på end det, der er det almindelige i offentlig regi", siger Martin Merrild.

S-enighed på øerne

Den socialdemokratiske borgmester i Assens Kommune, Finn Brunse, gør det klart, at udlicitering af de kommunale plejehjem ikke er på dagsordenen i den vestfynske kommune. Og når det handler om privatisering af plejehjem, så er det ikke meget anderledes.

"Privatisering er ikke en god idé – vi har meget velfungerende ældre- og plejecentre i Assens Kommune", fortæller Finn Brunse.

Meget anderledes er det ikke i Roskilde Kommune. Her er byens socialdemokratiske overhoved, Poul Lindor Nielsen, meget enig med sine partikammerater, når det gælder om at give slip på de kommunale plejehjem.

"Hvorfor i alverden skulle vi udlicitere plejehjemmene – plejehjem i offentligt regi er en basisopgave for kommunerne", siger Poul Lindor Nielsen.

Økonomien presser

Vindene fra den økonomiske krise har blæst kraftigt i Femern Bælt. Men det har ikke ændret den politiske dagsorden i Lolland Kommune, hvor Socialdemokraterne og SF sidder tungt på flertallet med 19 ud af 31 mandater.

"Når det gælder de bløde områder, ligger det langt fra vores tankegang at udlicitere eller privatisere. Vi risikerer jo, at et udliciteret plejehjem går nedenom og hjem – og vi vil ikke gamble med vores ældre medborgeres tryghed," siger Lolland Kommunes borgmester, Stig Vestergaard (S).

Selvom de ideologiske vande skiller landets borgmestre, er uenigheden ikke lige stor alle steder. I Skive Kommune har V-borgmesteren, Flemming Eskildsen, et meget pragmatisk syn på plejehjemsstrukturen. "Principielt er der ikke noget problem i at udlicitere de kommunale plejehjem. Det kræver dog, at det er meget nøje beskrevet, hvad opgaven går ud på – men det er der andre før os, der har kunnet. Med hensyn til sikkerheden for, om de ældre får en ordentlig behandling, kan det sagtens garanteres både med beskrivelse, kontrol og restriktioner. I dag findes der allerede en række private plejehjem, som løser opgaven udmærket," siger Flemming Eskildsen.

Når det kommer til en direkte privatisering af de kommunale plejehjem, er Skive-borgmesteren imidlertid mere tilbageholdende. Her kommer det mere an på, hvordan forholdene bliver, mener han.

"Det er ikke muligt, på forsvarlig vis, at sende ældre til private plejehjem uden tilsyn eller kontrol fra kommunal side. Hvis der indgås aftale om at lade et privat plejehjem varetage en plejeopgave, bliver det også med tilskud. Det eneste, jeg kan forestille mig i den forbindelse, er, hvis en person selv indgår aftale med et plejehjem og selv betaler for det. Da har kommunen kun kontakt med den ældre via tryghedsbesøg, som sikrer den ældres tarv", siger Eskildsen.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063