Brug for debat om tvangsmedicinering af demente
I kølvandet på debatten om forholdene i hjemmeplejen er der også sat fokus på, om demente ældre, der ikke ønsker at tage livsvigtig medicin, skal kunne tvangsmedicineres. Det er en vanskelig etisk problemstilling, som fortjener en afklaring, mener FOA.
"Tvangsmedicinering indebærer magtanvendelse overfor det enkelte menneske. Derfor ligger svaret ikke blot på den flade hånd", siger Karen Stæhr, formand for Social- og sundhedssektoren i FOA."Anvendelsen af magtmidler kræver klare rammer, der sikrer det enkelte menneskes retsstilling, og forhindrer den enkelte i at gøre skade på sig selv i situationer, hvor den pågældende ikke selv kan overskue konsekvenserne af egne handlinger, og samtidig giver de ansatte det fornødne regelgrundlag til at kunne agere."
Skal træde varsomt
"Vi skal være varsomme med at udvide områderne for magtanvendelse, men vi må heller ikke blot passivt se på, at en dement bringer sig selv i livsfare ved at afvise livsvigtig medicin."Det er i virkeligheden en dyb problematisk situation, de ansatte sættes i, når den demente nægter at tage ordineret livsvigtig medicin. På den ene side skal de ansatte respektere det enkelte individs selvbestemmelsesret. På den anden side er det uhyggeligt belastende passivt at se på, hvis et menneske ender sit eget liv uden at have truffet det valg helt bevidst."
En grunding debat
"Derfor er jeg helt enig med Lægeforeningen i, at vi har brug for en grundig debat om, hvorvidt lovgivningen skal ændres, således at de ansatte får mulighed for, efter lægeligt påbud, at tvangsmedicinere demente ældre. Vi skylder de ældre at tænke os godt om og sikre, at det nødvendige faglige grundlag for en eventuel lovændring er på plads", siger Karen Stæhr.