Nye metoder på demensområdet
Nye veje i omsorgen: Sansestimulerende aktiviteter vinder frem i plejen af demente
Det er dejligt at opdage, at der også andre steder i landet nu tages hul på at finde ud af, hvad Tactilmassage kan gøre for mennesker med demens eller andre former for angst og uro i sindet," siger demenskonsulenten og refererer til en artikel i NyhedsInformation fra juni i år, hvor man kan læse, at Ringkøbing-Skjern Kommune er de første til at afprøve Tactilmassage som metode til at skabe mere livskvalitet for demente.
Men de første er de nu ikke. På plejehjemmet Grønnehaven har der det seneste år på forsøgsbasis været ansat en komplementær terapeut, der har opnået endog meget gode resultater med anvendelse af Tactilmassage og en række andre sansestimulerende aktiviteter.
"Det er helt klart en succes," siger Mette Bjerre Nielsen, som er glad for, at der ind imellem er rigtig højt til loftet i Helsingør Kommune.
"Vi fik en ekstrabevilling sidste år, fordi vi havde så mange ideer til, hvordan vi måske kunne give både ekstra livskvalitet til en række af vore beboere, og samtidig opnå nogle bedre psykiske arbejdsmiljøforhold for de ansatte", fortæller Mette Bjerre Nielsen.
Bevillingen er nu brugt op, men Grønnehaven har søgt midler fra Puljen til en bedre ældrepleje, for at få mulighed for også at kunne dokumentere effekten på mere professionel vis.
"Hvis vi får bevillingen, vil vi genoptage forsøgsordningen og selvfølgelig tage kontakt til andre kommuner, der også er i gang med det her. Vi har jo en fælles interesse i at skabe et samarbejde med henblik på vidensdeling og metodeudvikling på området.
Vi har stor opbakning fra vores plejehjemsleder, Marianne Kjær, som har gjort det muligt for os at afprøve de forskellige ideer, vi har. I erkendelsen af at der bliver flere og flere mennesker med demens, er det vigtigt for os at være på forkant med udviklingen. Det betyder, at vi bør arbejde med og undersøge virkningerne af både kendte og mindre kendte metoder," siger Mette Bjerre Nielsen.
På Plejehjemmet Grønnehaven er der indrettet et specielt rum som sanserum, hvor man arbejder med aktivering af alle sanser gennem brug af farveterapi, aromaterapi, akupressur, beroligende musik og naturlyde, varme fodbade med sten i bunden af baljen og årstidsbestemte indtryk.
Her har vi ansat en komplementærterapeut i perioden. Vi er kommet så langt, at vi ikke længere er i tvivl om, at det har en positiv effekt. Men vi har brug for at få dokumenteret de resultater, vi allerede har opnået på en professionel måde", forklarer Mette Bjerre Nielsen.