Debat om nyt sygehus i Aalborg Øst
Den offentlige debat om den fysiske planlægning af det nye Universitetssygehus i Aalborg Øst er gået i gang, og alle nordjyder har mulighed for at komme med idéer og synspunkter.
Som led i den fysiske planlægning skal der udarbejdes et kommuneplantillæg og en ny lokalplan for det område i Aalborg Øst, hvor det nye Universitetssygehus skal bygges. En fordebat er starten på denne proces. Under fordebatten har borgerne mulighed for at komme med idéer og synspunkter og sende dem til Aalborg Kommune, som er planmyndighed. Nordjydernes idéer og synspunkter vil herefter indgå i overvejelserne til kommuneplantillæg og lokalplan.- Vi håber på, at rigtig mange borgere vil engagere sig i fordebatten, så det ikke alene er de offentlige myndigheder og politikeres synspunkter, der kommer frem, siger Regionsrådsformand Ulla Astman.- I planprocessen for det nye Universitetssygehus ser man for eksempel på mulige placeringer på arealet, miljøforhold, trafikafvikling i området, kollektiv trafik og samspillet med de omgivende byområder såsom Universitet, Aalborg Øst og Gistrup, siger rådmand Mariann Nørgaard fra Aalborg Kommune.
Planproces i flere faser
Der er flere faser i planprocessen. Aalborg Kommunes Teknik- og Miljøudvalg godkendte i juni 2010 fordebat om Nyt Universitetssygehus i Aalborg Øst. Der er i forbindelse hermed udarbejdet en fordebatfolder, som kan læses på biblioteker samt på Aalborg Kommune og Region Nordjyllands hjemmesider.Efter afslutning på fordebatten den 6. september 2010 bliver der udarbejdet forslag til kommuneplantillæg og lokalplan.Forslagene behandles af byrådet og sendes i offentlig høring sidst på året sammen med en miljøvurdering. Kommuneplantillæg og lokalplan forventes færdigbehandlet i løbet af foråret 2011.