Uafhængighed giver ældre bedre liv
Aktiverende indsats: Ældre oplever bedre livskvalitet, når de er uafhængige af andre. Det er grundtanken bag et nyt initiativ i Sorø Kommune, som skal gøre ældre borgere mere selvhjulpne
Formålet med at tænke fysisk træning ind i forhold til de ældre, som søger om hjælp, er at forebygge og udskyde den aldersbetingede svækkelse og gøre det muligt for den ældre at forblive uafhængig af hjælp så længe som muligt. Det giver nemlig livskvalitet at kunne klare sig selv, og flere andre kommuner har gode resultater med aktiverende indsats til borgere, der modtager personlig pleje og praktisk hjælp.
"Når en ældre henvender sig til kommunen for at få hjælp, er det typisk hjælp til rengøring og tøjvask, vedkommende ønsker. Ofte er en rollator også noget af det, mange ældre efterspørger. Og netop rollatoren stiller os i et fagligt dilemma," fortæller sundhedschef Lone Ulholm.
"På den ene side er der nemlig undersøgelser, som påpeger, at der er en mulig sammenhæng mellem brug af rollator og forringet balanceevne og dermed øget risiko for fald. På den anden side udvider rollatoren den ældres mulighed for et aktivt liv," påpeger sundhedschefen.
Tværfaglig vurdering
I stedet for at tilbyde hjemmehjælp eller bevilge en rollator, giver kommunen nu en tværfaglig vurdering. Personalet tager udgangspunkt i den enkeltes behov og muligheder, og på den baggrund tilbyder kommunen et individuelt tilrettelagt træningsforløb, der skal styrke og udvikle ressourcerne, så den ældre kan klare meget mere selv igen.
Det giver simpelthen den enkelte en frihed og større selvværd at kunne klare sig selv," siger Annette Raaschou van der Star, formand for kommunens social- og sundhedsudvalg.
"Gennem aktiv træning kan mange igen blive i stand til selv at klare rengøring, personlig hygiejne og et bad. Det har tilsvarende initiativer andre steder vist. Målet er at bevare og styrke mulig-hederne for et aktivt liv samt mindske risiko for fald," fastslår Annette Raaschou van der Star.
God økonomi
Der ligger også økonomiske overvejelser bag de to initiativer. Lignende projekter i andre kommuner har vist, at starttidspunktet for varig hjælp kan udskydes i op til fire år.
"Med den store stigning i antallet af ældre, som vi forventer i de kommende år, kan vi ikke fortsætte med det nuværende serviceniveau. Samtidig er sygehusene hurtigere til at udskrive patienterne, og de forventer, at kommunens hjemmepleje kan fortsætte en intensiv pleje og efterbehandling i hjemmet. Vores initiativer skal derfor også ses som led i en langsigtet strategi, hvor vi vægter forebyggelse," siger Annette Raaschou van der Star. Hun understreger også, at alle der har behov for det, fortsat vil få den nødvendige pleje og omsorg.