FOA: Mangel på omsorg fordobles ved mange børn
Risikoen for at børn ikke får tilstrækkelig med omsorg i daginstitutionerne fordobles, hvis der er mange børn pr. voksen. Det dokumenterer en ny undersøgelse, som FOA har fået lavet.
Hvis der i gennemsnit er én voksen til at tage sig af 5 vuggestuebørn eller 10 børnehavebørn, kan det af og til glippe med omsorgen for det enkelte barn.Det har pædagoger og pædagogmedhjælpere sagt i flere år. Men for første gang kan det nu dokumenteres, at der er en klar sammenhæng mellem mængden af børn pr. voksne og omfanget af omsorg for det enkelte barn. Risikoen for at opleve, at man ikke kan yde den omsorg, der er brug for, fordobles, hvis personalenormeringen er lav."Jeg er glad for, at vi nu får dokumenteret sort på hvidt at normeringer og graden af omsorg for det enkelte barn hænger sammen. Det er afgørende viden at have i en tid, hvor flere kommuner nedlægger stillinger i institutionerne, så der bliver færre voksne til det samme antal børn," siger Jakob Sølvhøj, formand for FOAs pædagogiske sektor, og fortsætter:"Politikerne siger gang på gang, at den slags besparelser ikke går ud over børnene. Den påstand kan vi med denne undersøgelse aflive. Besparelser på normeringerne går altid ud over omsorgen til børnene."
Forældrene fejloplyses
Samtidig dokumenterer FOAs undersøgelse, at mængden af børn pr. voksen ikke lever op til det, mange forældre tror. Kigger vi på det reelle antal børn pr. voksen - den såkaldte belastningsgrad - viser det sig, at der er 4,9 børn pr. voksen i vuggestuerne og 10,5 børn pr. voksen i børnehaverne. Også selvom det på papiret ser ud til, at der er flere voksne."Når vi ser på antallet af børn pr. voksne, er vi nødt til at være opmærksom på, at alle ansatte ikke er på arbejde på samme tid. Samtidig har både pædagoger og pædagogmedhjælpere en række opgaver, som gør, at de kun bruger mellem halvdelen og tre fjerdedele af tiden sammen med børnene. Derfor er belastningsgraden en del højere, end man umiddelbart kan se, når man blot kigger på, hvor mange ansatte en institution har," forklarer Jakob Sølvhøj.Undersøgelsen dokumenterer desuden, at antallet af børn pr. voksen bliver endnu højere, hvis vi medregner personalets sygdom og ferie. Det er nemlig kun i godt 1 ud af 10 institutioner, at der er fuld vikardækning ved sygdom, ferier og lignende.Undersøgelsen "Daginstitutionernes hverdag 2010" er blevet til i samarbejde med Bureau 2000. Ledere og stuepædagoger i 2004 institutioner har deltaget i undersøgelsen.