23948sdkhjf

Overlæger vil selv bestemme

Sundhedsminister Bertel Haarder har bebudet, at han vil begrænse overlægers mulighed for at have bibeskæftigelse på privathospitaler ved siden af deres arbejde i det offentlige sundhedsvæsen. Et sådant indgreb vil imidlertid først og fremmest ramme regeringens en månedsgaranti, der giver patienter ret til at blive behandlet på privathospital, hvis den offentlige ventetid overstiger en måned. Det oplyser formanden for Overlægeforeningen, Erik Kristensen.

 

Mister en del arbejdskraft

"Privathospitalerne vil miste en væsentlig del af den arbejdskraft, som gør det muligt for dem at behandle ventelistepatienter for det offentlige, hvis regeringen gennemfører et forbud mod overlægers bibeskæftigelse," siger Erik Kristensen.

Overlægeforeningen er imod et sådant indgreb, fordi det begrænser overlægernes ret til selv at bestemme, hvad de bruger deres fritid til. Men Overlægeforeningen hilser det velkomment, hvis regeringen er parat til at justere det udvidede frie sygehusvalg, der giver patienter ret til privat behandling, hvis der er mere end en måneds ventetid.

"Vi har fra begyndelsen advaret regeringen mod at indføre en måneds garantien, fordi den forhindrer den nødvendige prioritering af ressourcerne i sundhedsvæsenet og gør det vanskeligt at styre sygehusenes økonomi. Hvis Bertel Haarder nye melding er udtryk for, at regeringen er parat til at ændre reglerne for det udvidede frie sygehusvalg, så hilser vi det velkomment. Vi har i lang tid foreslået, at man indfører en ny garanti, der sikrer, at de mest syge behandles først," siger Erik Kristensen.

 

Bedre forhold for lægerne

Hvis lægers bibeskæftigelse på privathospitaler forbydes eller begrænses, er det til gengæld tvingende nødvendigt at give lægerne på de offentlige sygehuse bedre mulighed for at påtage sig ekstra arbejde der.

"Vi har i flere år presset på overfor regionerne for at indgå aftaler om frivilligt ekstra arbejde, der kan bidrage til at få ventelisterne ned, men regionerne har sjældent været interesseret i at indgå aftaler. Hvis regeringen og regionerne vil tage den holdning op til revision, er det glædeligt," siger Erik Kristensen.

I debatten har det været nævnt, at læger henviser patienter til privathospitaler, hvor de selv har bibeskæftigelse. Det er imidlertid ikke tilladt i den aftaler, som Overlægeforeningen og regionerne har indgået.

"Hvis der findes eksempler på, at overlæger har henvist patienter til private klinikker, som de selv arbejder på, så er det i klar strid med aftalen, og det kan vi naturligvis ikke acceptere. Men det er vigtigt at understreger, at regionerne har gode muligheder for at gribe ind, hvis noget sådant sker. Det kræver ingen nye regler eller lovgivning," siger Erik Kristensen.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094