FOA: Rivende galt på sygehusene
Fyresedlerne fyger om ørerne
"Region Sjælland vil forsøge at minimere antallet af afskedigelser, men denne melding betyder, at FOAs prognose for antallet af afskedigede sygehusansatte nu passerer 2000 på landsplan, og vi mangler fortsat meldinger fra de fleste andre dele af landet", siger forbundsformand Dennis Kristensen, FOA.
"Det er absurd, at Folketinget i øjeblikket bruger tiden på at debattere, hvor mange sygehusene har ansat siden den borgerlige regerings tiltræden, mens fyresedlerne fyger om ørerne på personalet. Det giver sig selv, at afskedigelserne vil betyde et fald i antallet af patienter, der kan behandles og plejes. Men det giver også sig selv, at det samlede antal af stillinger, som bliver nedlagt ved hjælp af enten fyresedler eller naturlig afgang, vil betyde et helt urimeligt pres på de resterende ansattes arbejdsmiljø. Det kan vi som et moderne velfærdssamfund ganske enkelt ikke være bekendt overfor hverken patienter eller ansatte," mener Dennis Kristensen.
Deprimerende politisk indsats
De sygehusansattes faglige organisationer har tidligere i en fælles 6-punkts plan foreslået, at der iværksættes en grundig analyse af den økonomiske styring af sygehusene.
"Det er deprimerende, at Folketinget ikke kan komme op fra sofaen, og få skaffet et flertal for at komme til bunds i det enkle spørgsmål, om sygehusvæsenet kan styres med den styringsmæssige gryderet, som er skabt med aktivitetsbestemte bevillinger, Løkkeposer, kræft- og hjertepuljer og patienters ret til at trække en pose penge ud af sygehusets budget, hvis behandlingsgarantierne ikke overholdes uanset den enkelte diagnoses alvorlighed. Jeg er ret overbevist om, at en væsentlig årsag til sygehusvæsenets problemer med at overholde budgetterne netop skal findes i denne helt uigennemsigtige cocktail."
"Og så er det i mine øjne en direkte hån mod de sygehusansatte, når afskedigelser og stillingsnedlæggelser i tusindvis bliver mødt med påstande om udvidelser af antallet af ansatte. Vi har som samfund, sat sygehusene til at øge produktionen. Det kræver naturligvis flere hænder og hjerner, og vi har fået varen leveret, endda godt og vel for en pris så lille som en budgetoverskridelse på blot 1,1 procent. Der er næsten kun en ting at sige: Christiansborg, så tag jer da for pokker sammen", siger Dennis Kristensen.
Landets sygehuse præsterede sidste år en historisk høj produktivitetsvækst på omkring 10 procent med en samlet budgetoverskrivelse i regionerne på 1,1 procent.