Politisk opmærksomhed omkring madspildet
Forbrugerbevægelsen: Stop Spild Af Mad har i to år arbejdet på at nedbringe danskernes madspild og har givet befolkningen værktøjer til at komme madspildet til livs
Den frivillige forbrugerbevægelse Stop Spild Af Mad, som fornylig kunne fejre to års fødselsdag, forsøger at komme madspildet til livs og har sat emnet på den politiske dagsorden. Således støtter i dag en lang række danske toppolitikere og opinionsdannere Stop Spild Af Mad som forbrugerbevægelsens officielle venner, heriblandt Bertel Haarder, Poul Nyrup Rasmussen og Villy Søvndal samt madpersonligheder som Paul Cunningham, Jan Hurtigkarl og James og Adam Price. Hertil kommer en hastigt voksende folkelig opbakning, som har resulteret i over 6.000 medlemmer.
Smid-væk-kulturen
"Den massive interesse og støtte, vi oplever, vidner om, at danskerne ikke længere vil finde sig i madspild. Smid-væk-kulturen bliver nu erstattet af en respektfuld omgang med klodens knappe ressourcer," siger Selina Juul, stifter af Stop Spild Af Mad.
Hun nævner bl.a., at detailhandelen i dag forholder sig til madspild som følge af bevægelsens virke.
Stop Spild Af Mad har været medvirkende inspiration til, at butikskæden Rema 1000 har droppet mængderabat i alle kædens 164 butikker og dermed medvirker til mindre madspild.
Landskampagne
Tidligere på året fik Stop Spild Af Mad af daværende miljøminister Troels Lund Poulsen endvidere plads i Miljøstyrelsens affaldsforebyggelses kampagne "Brug mere spild mindre" og rådgiver herunder Miljøstyrelsen om mindre madspild.
Stop Spild Af Mad indgår i Miljøministeriets Affaldsstrategi 2010, og her i efteråret igangsættes en landsdækkende indsats for forebyggelse af madspild.
"Men sådan en landsdækkende kampagne mod madspild løser ikke problemerne, medmindre at alle både politikere, beslutningstagere, opinionsdannere og befolkningen aktivt bidrager til at mindske madspild.
At komme madspild til livs kræver en mentalitetsændring hos os alle hver især.
Om man gør det for pengepungens skyld, for miljøets skyld eller af etiske årsager er sådan set underordnet.
Bare man gør noget aktivt," fastslår Selina Juul, som lover, at bevægelsen vil fastholde interessen for sagen og søsætte nye initiativer.