Kontaktråd for handikappede skubber bag på kommunerne
Et helt nyt center
I en tid med voldsomme økonomiske udfordringer på det sociale område, er det regionale kontaktforum på handikapområdet som udgangspunkt meget tilfredse med, at Region Midtjylland og Århus Kommune har besluttet at oprette et nyt center, der skal udvikle og nytænke ydelser og tilbud til personer med specialiserede sociale behov. Det kan f.eks. være mennesker med ADHD, autisme, hjerneskade eller skizofreni, som har brug for højt specialiseret indsats og støtte.
- Det er et tiltrængt initiativ, hvis man fortsat ønsker at benytte de bedste ydelser, der er til rådighed, siger næstformand for kontaktforummet Birgit Hagen. Og hun fortsætter:
- En af de fornemmeste opgaver for centret er jo at udvikle metoder og få de allerede kendte og gode metoder implementeret og udbredt.
Fire kommuner - Århus, Skanderborg, Randers og Herning vil deltage i centret og dermed i bestyrelsen for Center for innovation og metodeudvikling. Andre kommuner har udtrykt sig positivt, men har oplyst, at man enten ikke har mulighed for eller har lyst til at deltage i centret på nuværende tidspunkt. Det regionale kontaktforum på handikapområdet efterlyser derfor, at de resterende kommuner i regionen bakker mere helhjertet op om centret, således at centret får så bred en kontakt- og brugerflade som muligt.