Derfor får Aalborg en lægeuddannelse...
Styrker Aalborg Universitet og Aalborg Kommune
Statsministeren udtalte på pressemødet: "Jeg kan oplyse, at vi i regeringen har besluttet at godkende ansøgningen fra Aalborg Universitet om at oprette en lægeuddannelse ved Aalborg Universitet. Det er vores overbevisning, at en lægeuddannelse i Aalborg kan styrke Aalborg Universitet. Aalborg Universitet som jo er en meget, meget vigtig faktor i udviklingen i Nordjylland - erhvervsudviklingen i Nordjylland. En lægeuddannelse ved Aalborg Universitet kan derfor få betydning for vækst og for udvikling af nye videnstunge arbejdspladser i Nordjylland."
Videnskabsministeren vil skabe samarbejde
"Aalborg Universitet er et universitet, der har opbygget en stærk forskningsprofil inden for sundhedsteknologi, smerteforskning og trådløs kommunikation, fx telemedicin. Og hele den nordjyske region er i øvrigt også præget af en række videnstunge miljøer inden for det medikoteknologiske område. Så at tilføre Aalborg Universitet en lægeuddannelse, det vil forstærke mulighederne for en god udvikling i det nordjyske," sagde Statsministeren.
"Det er en principbeslutning, vi har truffet i regeringen, og derfor vil videnskabsministeren og indenrigs- og sundhedsministeren nu indbyde region Midtjylland, region Nordjylland og Århus og Aalborg Universiteter til et møde for at drøfte det fremtidige samarbejde om forskning og uddannelse på det medicinske område. For det er jo vigtigt, at opbygningen af et nyt uddannelsestilbud i Aalborg tilrettelægges på en måde, hvor det sker inden for rammerne af et fortsat stærkt regionalt samarbejde. Og det er jo også vigtigt, at de studerende ved Århus Universitet, som er i gang med en lægeuddannelse, ved Aalborg Universitetshospital, kan gøre deres uddannelse færdig helt som forudsat," sagde Statsministeren.