Skolebørn skal lære mere om psykisk sygdom
En tidlig indsats
For at skabe rammer for en tidlig indsats og gøre op med tabuer om sindslidelser har Byrådet besluttet, at kommunens skoler hvert år skal have besøg af Psykiatrifondens Informationsbus sammen med repræsentanter fra kommunens socialpsykiatri.
"Vi håber, at flere sindslidende unge får mod på at søge hjælp, så lidelserne ikke når at bide sig fast og skabe alvorlige negative konsekvenser for den unge og for samfundet," forklarer formand for Social- og Sundhedsudvalget Frederik A. Hansen (V).
Høje-Taastrup Kommune og Psykiatrifonden tilrettelægger indsatsen sammen. Den består i at give skoleeleverne en generel viden om sindslidelser og en viden om, hvor eleverne lokalt kan hente information og hjælp. Det hele vil foregå i Psykiatrifondens Informationsbus, der er et mobilt undervisningslokale med informationsmateriale og computere.
Starter i 8. klasse
Borgmester Michael Ziegler (C) hilser bussen velkommen: "Så snart sygdom bliver psykisk, er der tendens til, at den bliver tabu. Derfor må vi forsøge at nedbryde de tabuer og inkludere de sindslidende mest muligt," påpeger han.
Der er afsat penge til, at alle kommunens folkeskoler og privatskoler samt en ungdomsskole kan få et årligt besøg af psykiatribussen. Indsatsen starter i 8. klasserne.
Formand for Institutions- og Skoleudvalget Kurt Scheelsbeck (C) vil sørge for, at bussen bliver ordentligt integreret i skolernes undervisning.
"Personalet i bussen er dygtige fagfolk med ekspertviden om psykisk sygdom, men det er vigtigt, at lærerne forbereder eleverne og bagefter følger op på undervisningen," siger han.